Aarup ser rødt…lyserødt
Lyserød uge mandag 2. til lørdag 7. oktober
Ingen vil være i tvivl om, at Aarup Handelsstandsforening støtter brysterne, for Bredgade og medlemsbutikkerne bliver pyntet i lyserødt i uge 40, den lyserøde uge, hvor der er fokus på brystkræft.
Den musikalske tusindekunster Søren Okholm giver tirsdag 3. oktober klokken 20-21 koncert i Aarup Kirke.
Billetter á 100 kroner købes ved indgangen.
Lørdag 7. oktober skruer handelsstandsforeningen op for de lyserøde aktiviteter.
Klokken 9.30 til 11 kan man gå om bord i en brunchtallerken, som fås for 175 kroner. Billetter skal købes inden 5. oktober klokken 17.30.
De næste tre timer byder på et væld af gadeaktiviteter.
I Kirkegade rejses således et stort telt, hvor man kan gå om bord i grillmad, skylle efter med øl, vand og vin, ja og slutte af med kaffe, som McDonald’s byder på – ganske gratis.
Aarupspejderne sælger bålpandekager, maskotten ”Frøbbe” deler slik ud, mens portrættegner Louise Hansen tilbyder gratis ansigtsmaling til alle børn under 12 år.
Endelig finder man en blodbus ved Meny.
Aftenen fortsætter med en Kvindeaften i Aarup Sognehus klokken 18-22.
Arrangørerne har sammensat en broget vifte af aktiviteter, som omfatter trompetspil, musikalsk underholdning, tapas fra Hotel Aarup Kro og vin fra Vinum, hindbær cheesecake fra Bakii Cakes, lodtrækning, en stor auktion og en afsluttende syng. Deltagerne vil også møde og høre Ulla Tecedor, Kræftens Bekæmpelse, smykkedesigner Mads Ziegler og borgmester Søren Steen Andersen (V).
Arrangørerne opfordrer deltagerne til at møde op klædt i lyserødt. Så måske får vi borgmesteren se i pink smoking. Det vil klæde ham.
Billetter til denne aften koster 300 kroner.
Billetter til de forskellige arrangementer kan købes fire steder i Bredgade: Bog&Ide, Kop&Kande, Fangels og Shape Intercoiffure.