Aarup Mølle får ny omgang

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Det er ikke hverdagskost for en tømrersvend at skulle udskifte omgangen på en mølle. 

– Jeg er glad for at få lov til at pille med sådan noget, sagde tømrersvend Lasse Nielsen fra tømrer og snedkerfirmaet Lebæk, der sammen med kollegaen Lasse Jacobsen, der netop – onsdag 25. maj – var blevet færdig med at tage den gamle omgang ned og nu var i gang med at få den nye op. 

Den nye omgang laves af douglas gran, som inden opsætningen er blevet smurt ind i træbeskyttelse og siden også skal have en omgang maling. 

Omgangen kaldes også for et galleri og er en platform, hvorfra mølleren kunne starte og bremse møllevingerne, regulere vingernes position i forhold til vindretningen og sætte sejl på de sejlførende møller. 

Den gamle omgang var så voldsomt skadet af råd, at det var nødvendigt med en udskiftning. 

Udskiftningen står ”Fonden til bevarelse af Aarup Mølle” i 320.000 kroner, som den har fået råd til takket være fondsstøtte, nemlig 150.000 kroner fra Ib Murers Fond og 50.000 kroner fra Møllerens Fond. 

Del denne historie på: