Aarup Mølle får en makeover til 180.000 kroner
Bygninger skal vedligeholdes og ind i mellem renoveres. Ellers forfalder de.
Det gælder også for Aarup Mølle, som i år får en af de større makeovers.
Da Folkebladet kiggede forbi møllen, som der er adgang til fra Møllebakken, fik vi en snak med restaureringsmurersvend Lasse Banke fra murerfirmaet Rishøj i Gelsted.
Opgaven for Lasse er i første omgang at gennemgå fugerne på den gamle kampestensmur, som udgør fundamentet på møllen. Derudover skal murerfirmaet hugge pudsen af væggen over kampestensmuren og op til rundgangen. Væggen skal pudse op igen af en professionel murer og ikke af amatører som os i bestyrelsen . Et lidt større arbejde, som vi glæder os til at få udført rigtigt, fortæller Kaj Egede Jensen, der er formand for ”Fonden til bevarelse af Aarup Mølle”.
Gennemgangen viste, at arbejdet nok bliver mere omfattende end Kaj Egede Jensen havde håbet på.
– Nogle af stenene var smuldret, og renoveringen, som man havde foretaget – det var vistnok engang i 1980’ne var ikke lavet korrekt. Bl.a. havde man brugt cement, som man helst ikke skal bruge, fortalte Lasse.
Maler- og tømrer tager over
Når murerarbejdet er slut, går malermester Claus Andersen, Aarup og Tømmerfirmaet Jan Pihl, i gang med at reparere og male vindrosen. Herudover skal maleren også male den nypudsede væg, når den er helt tør.
– Hele arbejdet kommer til at koste ca. 180.000 kr. Pengene er bevilliget og modtaget fra Møllerens Fond, fortæller Kaj.
To gode sponsorer
– Ud over disse arbejder har vi haft Myllerup Entreprenør A/S til at hjælpe os med noget rydningsarbejde i vinter, mens Skydebjerg Smede og Maskinforretning her i foråret har lavet en ny mast til belysning af møllen i julemåneden. Og det er to gode sponsorer til Møllen, fortæller en glad fondsformand.
Aarup Mølle holder åbent hus søndag 21. juni
Dansk Mølledag – i år søndag den 21. juni – er dagen, hvor mange af landets gamle møller holder åbent hus.
Det gælder også for Aarup Mølle, som holder åbent hus fra klokken 10 til 16.
– Vi inviterer alle – store som små –til at kigge indenfor i Aarups historiske vartegn, fortæller Kaj Egede, der er formand for ”Fonden til bevarelse af Aarup Mølle”.
Sammen med andre frivillige står Kaj klar til at fortælle om møllens historie, dens funktion og den centrale rolle som Danmarks møller har spillet indenfor landbrug, erhverv og energiproduktion.
For børn – og aktive voksne – er der både skattejagt og tegneaktiviteter, der foregår i og omkring møllen. De frivillige byder udover møllesnakken på kaffe, te, saftevand og hjemmebagt kage.
– Grib chancen for at se møllen indefra og tag et spring tilbage i historien, lyder opfordringen fra møllefondens bestyrelse.
Arrangementet er gratis. Tilmelding ikke nødvendig


