Aarup males i lyserødt
Aarup støtter brysterne. Ingen tvivl om det, så når den lyserøde uge nærmer sig, lægger Aarup Handelsstandsforening hovederne i blød, for at udtænke aktiviteter, der vil genere penge til kampen mod brystkræft.
I hele uge 40 – den lyserøde uge – vil de lyserøde farver dominere i de butikker og forretninger, som støtter op om kampagnen.
Torsdag 3. oktober klokken 20-21 går det for alvor løs med en koncert i Aarup Kirke, hvor Søren Okholm folder sine mange musikalske talenter ud.
Billetter kan kun fås ved indgangen og koster 100 kroner.
Lørdag 7. oktober – lyserød lørdag – kan man passende begynde dagen med brunch i Hotel Aarup Kro fra klokken 9.30 til 11. For 175 kroner får man en brunchtallerken, kaffe, te og juice. Borgmester Søren Steen Andersen, der som Venstremand helt sikkert vil have sig frabedt at blive kaldt lyserød, åbner brunchbordet.
Billetsalget lukker den 5. oktober klokken 17.30.
Kirkegade bliver ramme om et væld af aktiviteter klokken 11-14: gratis kaffe fra McDonald’s, Fyns Gourmetkød griller, Louise Hansen maler på ansigter, Aarupspejderne bager bålpandekager, Blodbussen informerer og maskotten ”Frøbbe” deler slik ud.
Aarup Sognehus åbner døren til en kvindeaften klokken 18-22, hvor der både er borgmesterord, musikalsk underholdning, tapas fra Hotel Aarup Kro og vin fra Vinum, cheese cakes fra Bakii Cakes, auktion, surprise underholdning og lodtrækninger. Deltagerne vil også høre engagerede ord fra Ulla Tecedor, Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling Assens og smykkedesigner Mads Ziegler.
Billetsalget lukker 5. oktober klokken 17.30.
Billetter kan købes hos Bog&ide, Aarup, Kop & Kande, Aarup, Guldsmed Fangels og Shape Intercoiffure, Aarup.