Aarup By under forandring: Nye ansigter og nye aktiviteter i Bredgade

Aarup

5. marts 2026

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Aarup Handelsstandsforening sagde farvel og tak til Nina og Peter Brogaard og goddag til nye folk hos Kop & Kande, Nybolig og Fangels.

Aarup by er i gang med et lille generationsskifte hedder det i referatet fra generalforsamlingen i Aarup Handelsstandsforening den 18. februar.

 

For det var dagen, hvor handelsstandsformand Henrik Wichmann sagde farvel og tak til Nina og Peter Brogaard, Fangels for mange års ihærdig og kreativ indsats for byen. Og nok så interessant, at Wichmann kunne sige goddag til Cecilie Elmbo, som er på vej til at overtage Fangels, til Sascha Larsen og Ann Brauer, som for ca. 10 måneder siden overtog Kop & Kande i Aarup og endelig til Morten Breith og Helene Boslund, som netop var rykket ind i Nybolig Assens kontor i Bredgade. 

De 20 medlemmer af Handelsstandsforeningen, som deltog i generalforsamlingen, der tro mod traditionen holdtes på Hotel Aarup Kro, kunne glæde sig over fem succesrige arrangementer i 2025, nemlig majstangsfesten, havefesten i forbindelse med Aarup Medborgerdage, Knæk Cancer, Black Friday og Julesøndag. 

Fremtiden

Henrik Wichmann havde også blik for de fremtidige udfordringer; 

– 2026 og frem vil blive nogle turbulente år for vores by og for, hvordan Bredgade vil se ud. Bestyrelsen vil i samarbejde med alle medlemmer gøre alt, som står i vores magt, til at det lykkes at bevare Bredgade og de gode butikker i Aarup.

Vi kommer til at lave en masse kampagner med budskabet Vil du have butikker i morgen, så brug dem i dag!

Nye i bestyrelsen

Henrik Wichmann, Folkebladet, genvalgtes til bestyrelsen, det samme gjorde Claus Lyngbakke, Sparekassens Danmark. 

Peter Brogaard modtog ikke genvalg.

Til gengæld kom hele tre nye bestyrelsesmedlemmer til, nemlig Ann Brauer, Kop & Kande, Helene Boslund, Nybolig og Kasper Constantin  F. Kabbel, ejendomsmægler John Frandsen. 

Som suppleant genvalgtes Tonni Rahbek, Din Tøjmand Jan Hansen. 

Bestyrelsen vil på førstkommende møde konstituere sig med formand, kasserer med videre. 

Del denne historie på: