Aarup BK tæt på den totale triumf
Aarup
10. november 2021
Tekst/foto: Johannes Grunddal
Søndagens topopgør i fynsserien mod Søndersø IF var en spændende affære. Der var lagt op til en stor håndboldkamp, da Søndersø IF og Aarup BK begge har drømme om oprykningsspil til 3. division, hvilket også ses på tabellen eftersom Søndersø lå 1’er og Aarup lå 3’er inden kampen.
I løbet af hele ugen havde Aarup BK opfordret folk til møde frem i Aarup Fritidscenter for at bakke Aarups bedste herrehold op. Hele 180 mennesker mødte op i hallen for at støtte drengene til sejr med klapsalver og ungdomsspillere i røde klubtrøjer.
Kampen startede som ønsket, og Aarup BK fik hurtigt lagt pres på kampen med flot angrebsspil og flotte auktioner i målet af Christoffer Tubéll.
Aarup fik hurtigt skabt en føring og kunne gå til pausen med en føring på 13-8.
Efter pausen fik Søndersø IF presset Aarup BK lidt mere, hvilket resulterede i en spændende anden halvleg, hvor både intensiteten og fighten blev skruet op. Søndersø fik kæmpet sig tilbage i kampen og udlignede til 22-22 med 40 sekunder tilbage. Aarup fik spillet sig til et sidste angreb, men måtte tage til takke med et point.
Kampens topscorer blev Martin Larsen med 8 mål.
Næste hjemmekamp spilles torsdag 11. november klokken. 20.45.