Aarup 1981: Hans Walmar udvist af Rådhuset

Aarup

22. november 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

”Udvist af Årup rådhus”, sådan stod der oven over en artikel i Fyens Stiftstidende 30. september 1981. 

Det var borgmester Egon Rasmussen, som havde udvist den radikale ”topkandidat til kommunalvalget” Hans Walmar, da denne henvendte sig til to byrådsmedlemmer efter en budgetdebat i kommunalbestyrelsen. 

Hans Walmar mente, at to byrådsmedlemmer var inhabile i behandlingen af et ændringsforslag om udbygning og istandsættelse af Årupskolens faglokaler. 

Det ønskede borgmesteren ikke på dette tidspunkt at diskutere med Hans Walmar, sagde han til Stiften,  men Hans Walmar var velkommen til at komme op på rådhuset, ”hvis der er noget, han er utilfreds med – eller han kan klage til tilsynsrådet”. 

Hans Walmar valgte tilsyneladende det sidste, for et andet avisudklip fortæller, at tilsynsrådet gav Årup kommune en næse, for at have ladet de to byrådsmedlemmer deltage i afstemningen. 

Denne sag om fusk og brok indgår i Aarup Lokalhistoriske Arkivs aktuelle udstilling, som åbnede på Arkivernes Dag Lørdag. 

En stor del af udstillingen er i øvrigt helliget Possementen, som for 60-70 år siden var en stor virksomhed med vokseværk. Men alting (eller i hvert fald meget) går op og ned her i tilværelsen. På det seneste er en stor gruppe frivillige gået i gang med at indrette kreative værksteder i den tidligere administrationsbygning, efter at aktiviteterne for år tilbage stoppede. 

Udstillingen kan ses i Galleriet – i Kulturhuset Industrien – frem til 28. november. 

NB: Bemærk, at det kun var af Årup rådhus, at Hans Walmar blev udvist. Han boede og bor fortsat i Aarup. 

Del denne historie på: