40-45 besøgte lokalhistorisk arkiv
Aarup
16. november 2025
Af Hans Walmar, frivillig på lokalarkivet
Stort og småt fra hele Aarup Kommune for 40 år siden. Frøbjerg Gymnastikforening 1885-2025. Bibliotekets og biografens ombygning i 2006 samt film om indvielsen. Frihedsfesten i Erholms park 15. juni 1945 med optog gennem Aarup og vandrig fra Erholm forbi blandt andet Pariserskoven.
Det er de emner, Ararup Lokalhistoriske Arkiv har udvalgt i forbindelse med arkivdagen i weekenden, hvor 40-45 gæster valgte at lægge vejen forbi.
De mange gæster deltog flittigt i samtaler om dagens temaer og bidrog med nye og anderledes synsvinkler på de historiske perspektiver.
Frøbjerg Gymnastikforening havde velvilligt udlånt pokaler, særlige jubilæumstrøjer, keramik og andre minder fra de mange år.
Nogle viste stor interesse for de gamle skolebilleder fra hele postnummer 5560, og de kan i øvrigt også ses i åbningstiden på torsdage klokken 14-16.
Historiefornyelse
Andre deltog med nye synsvinkler på stationsby- og landboforhold, og netop den form for dialog fører ofte til, at nye vinkler og “fortælledøre” bliver åbnet, så der pludselig kan lagres ny viden, nedskrives artikler eller elementer, der kan bruges i årsskrifter eller større bøger.
Historien blev ikke skrevet en gang for alle. Den skal justeres hen ad vejen, så vi undgår skrøner. Tænk bare på historien om, at Ansgar førte kristendommen til Danmark i år 826. Den var her i mange lokalområder længe før.
Eller tænk på historiebøgernes “oplysninger” om, at Hjedding havde Danmarks første andelsmejeri fra 1882, Andelsmejeriet i Kaslund var fra 1875.
De mange minder om den fælles fortid kan ses frem til mandag 24. november. Det kan enten ske ved at gå til Galleriet, gennem biblioteket eller ved at komme i lokalarkivets åbningstid.
Lokal historieskrivning
På lokalarkivet modtager vi som altid arkivalier, men vi nedskriver også gerne fortællinger med historisk perspektiv fra lokale beboere. Dette arbejde varetages p.t. af Hans Walmar. Hvis nogen ønsker at medvirke med historiske oplysninger, kan det ske ved henvendelse til arkivet.
Der bliver aldrig tale om “ugebladsjournalistik”, kun om lødig fortælling, der ikke rummer personlige eller private forhold. Når en historie er skrevet, får bidragyderen den at se til godkendelse, før nogen anden, og man får en udskrift at teksten. Ethvert forbehold respekteres. Først derefter kan den lagres på lokalarkivet efter statens regler.





