30 nye lejeboliger skyder op i nyt boligområde
Aarup
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
De første indflyttere på den nye kommunale udstykning Bakkehusene bliver lejere i en rækkehus-bebyggelse, som entreprenørfirmaet Amstrup & Baggesen står bag.
Byggeriet er i fuld gang, det vil sige, fundamenterne er ved at være på plads, og omkring 1. juli næste år vil de første ejere kunne indtage de splinternye lejeboliger, der vokser op på Bakkehusene.
Det er entreprenørfirmaet Amstrup & Baggesen, der står bag, mens udlejningen er lagt i hænderne på ejendomsmægler Peter Schultz Jensen, Nybolig.
Der er tale om rækkehuse, der ligger forskudt, så de ikke giver indtryk af lange, lige rækker. Der Der bliver to-, tre- og fireværelsers-lejligheder på henholdsvis 75, 95 og 110 kvadratmeter. De største er i halvandet plan. Priserne ligger på 7.800, 8.982 og 9.500 kroner om måneden plus forbrug. Hvad forbruget angår, kan de kommende beboere på Bakkehusene glæde sig over, at det bliver et af de første områder i Aarup med fjernvarme.
Rift om boligerne
Og der er efterspørgsel på boligerne, bekræfter Peter Schultz Jensen. I denne uge går han i gang med at kontakte den lange liste af interesserede med henblik på udlejning.
Projektet omfatter 30 boliger og er første etape af et langt større projekt, der omfatter 70-85 rækkehuse i takt med, at området udvikles.
Tre byggegrunde solgt
Også Assens Kommune har grunde til salg i området. Det går dog endnu ikke så hurtigt at få dem afsat. Indtil videre er tre af 28 grunde solgt. Grundene overdrages først til de nye ejere i marts, og det kan have en indflydelse på interessen.