Succes: Anja Emborg hitter med kit-klub

Ålsbo

27. marts 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

10 år med ”Picturing the World” fejres 1. april med Cyber-Crop

I et hvilket som helst supermarked kan man købe et fødselsdagskort, hvor man blot skal skrive navnet på fødselaren. Det er ingen kunst og på ingen måder personligt. 

Sådan behøver det ikke være, for – fx hos Picturing the World – kan man købe karton i alle regnbuens farver, knapper, stempler, flag med meget mere – og så kan man lave et helt personlig og unikt fødselsdagskort. På samme måde med ens bryllup, hvor man kan tage samlingen af fotos og lægge dem i plastlommer, som gemmes i en brevordner. Går det højt skriver man på bagsiden af fotoet navnene på de portrætterede.  

En mere kreativ løsning er at købe en bog med ”huller” til fotos og tekst, som så skal udfyldes. 

Den ultimative, kreative løsning er imidlertid at købe et kit hos ”Picturing the World” og så lave sit eget unikke album. 

Online-kurser

Er man i tvivl om, hvordan man griber det an, er der også råd at hente hos ”Picturing the World”, for Anja Emborg, som står bag firmaet, tilbyder en række online-kurser, f.eks. ”Minialbum fra Bunden”, og ”24 julekort”, hvor det, man lærer, også kan bruges til andre højtider og anledninger. 

Online-kurserne varer typisk fire til seks timer og består af 30 til 60 små videofilm, hvor deltagerne step by step lærer teknik og får inspiration. 

– Jeg har stor glæde af mine år som handelsskolelærer, hvor jeg skulle lave undervisningsforløb, og det er i virkeligheden det jeg gør, siger Anja, der har sagt farvel til handelsskolen og i stedet er gået all in med sit firma ”Picturing the World”. 

Butik i Skallebølle

Hun begyndte stille og roligt med at lave webshoppen ”Picturing the World ” med alt godt fra scrapbooking-havet. Den drev hun fra sit hjem – dengang en lejlighed. Efter et par år lejede hun et butikslokale i Skallebølle, som hun indrettede med lager og mødelokale, hvor hun holdt kurser, og hvor en gruppe scrapbookere holdt til. 

Skiftede spor

For 2½ år siden skiftede Anja spor. Hun droppede butikslokalet i Skallebølle og flyttede virksomheden hjem – som i mellemtiden var blevet en nedlagt gård i Ålsbo, hvor hun bl.a. har indrettet et studie, hvor hun kan optage videokurser. 

– Mit fokus er i dag at inspirere og vejlede, som jeg gør via on-linekurser. Desuden holder jeg to-tre gange om året online events, som også kaldes for cyber-crops, hvor man i løbet af f.eks. 10 timer får fire demonstrationer og kan deltage i en række konkurrencer. 

Kit-klubben

Det helt store hit for Anja er dog kit-klubben, hvor medlemmerne hver måned, hver anden eller hver tredje måned får et kitset bestående af scrapbookingpapir og pynt.  

Med kittet følger udfordringer, som lav et fødselsdagskort. 

– Det er er så op til det enkle medlem at løse opgaven. Som medlem får de adgang til en lukket facebook-gruppe, hvor de kan vise, hvad de gør og hvor de kan spørge andre til råds, altså finde inspiration. Især nye medlemmer bruger facebookgruppen til at stille spørgsmål, siger Anja. 

-Kit-klubben kan man også kalde for et interessefællesskab, og jeg ved, at nogle af deltagerne er blevet venner, efter at de har mødtes i facebook-gruppen, fortæller Anja

Del denne historie på: