H. C. Andersens familie i Aalsbo

Aalsbo

24. august 2025

Af Hans Walmar

H. c. Andersen er som bekendt født i Odense i året 1805, og hans familie boede der i en årrække omkring år 1800. For nylig har mange i Danmark med god grund markeret, at det primo august 2025 var 150 år siden, at H.C. Andersen døde, 70 år gammel. 

Hvor kom de fra? 

Men ”ingenting kommer jo af ingenting, undtagen lommeuld”, så hvor boede hans familie egentlig inden da?   

Bedstefaderen Anders Traes (”træskomand”) Hansen (1756-1827) boede i huset over for bystævnet i vejklyngebyen Aalsbo indtil ca. 1787, da han og familien så flyttede til Odense efter en afstikker til Gelsted Taarup. Hans kone og dermed H.C. Andersens bedstemor var Anne Cathrine Nommensdatter (1745-1822), og hende knyttede eventyrdigteren sig meget til. 

Stræben efter nye horisonter

Anders ”Traes” Hansens søn, Hans Andersen (1782-1816), født i Aalsbo, blev far til eventyrdigteren H.C.A. i 1805. Denne søn og far til H.C.A. var kommet til Odense som 6-årig i 1788. 

Moderen var Anne Marie Andersdatter. Faderen Hans Andersen glædede sønnen ved at læse eventyr for ham og ved at fremstille legetøj til ham. Måske kom der alligevel her noget ud af næsten ingenting. For selvom de var fattige folk, var der en menneskelig stræben efter noget større – efter en ny og bedre horisont. 

Huset og bymiljøet 

Deres hus i Aalsbo lige over for bystævnet, der stadig kan ses, brændte i 1859. Det var et lille trelænget husmandssted, og det blev ikke genopført på det sted pga. for tæt bebyggelse – og måske også pengemangel. 

Dette hus lå tæt på bystævnet, der var landsbyens ”parlament”, og en rislende bæk gennem Tripple Mae, som den hed i meget gammel tid, da en slags nomader med husdyr bosatte sig på et sted, hvor bækken og livets kilder i øvrigt flød fra. 

På den måde opstod den eventyrlige vejklyngelandsby Aalsbo.

Hans Walmar

frivillig på Aarup lokalhistoriske arkiv  

Del denne historie på: