Stine Hvid: Rejsende i street art

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Murmaler, illustrator, street artist, måske bare multikunstner Stine Hvid har sin base på Nørrebro i København, men banker du på hendes dør for at få en snak, går du sikkert forgæves. For Stine Hvid er tilsyneladende hele tiden på farten, som det fremgår af hendes hjemmeside. Hun har udfoldet sine kreative evner i det store udland: Australien, USA; Tyskland og Portugal, for at nævne nogle få lande. Men nok så meget i Danmark. Høje Taastrups skulpturguide skriver  ”siden 2013 har der været mange spændende udsmykningsopgaver. I nærområdet kan bl. a. nævnes:

Vestegnens Rideklub, Snubbekorsvej 24 B, ”6 heste”, indvendig vægudsmykning. Gavludsmykning, Dyringparken, Brøndby Strand. ”Street Art Projekt”. Murudsmykning, Multiparken, Hvissinge, ”Street Art Projekt”. Glostrup Station, 28 malede gobeliner, vægudsmykning. ”Historier fra Glostrup”. Dyreværnets Internat, Rødovre, 30 m. vægudsmykning med masser af dyr”. Og sådan kunne man blive ved. 

Fik tegninger fra 

de små klasser

Forleden boede hun i flere dage i en bed and breakfast i nærheden af Aarup.

Hun var nemlig blevet kontaktet af Kristian Vasegaard, tovholder i Aarup medborgerdage, som havde inviteret hende til at lave street art i samarbejde med Aarupskolen. 

– Jeg fik tilsendt en masse super flotte tegninger fra de små klasser, omkring hvad der har særlig betydning for dem i Aarup. Ud fra disse mange interesser og emner har jeg illustreret tre forskellige små fortællinger, luftballonerne, at fiske og at dyrke sport. 

– Jeg fornemmer, ud fra snak og facebook, at aarupborgerne tog godt imod din kunst. Hvilke reaktioner har du fået. 

Søde beboere i Aarup

– Jeg er bare så mega glad for at værkerne er blevet taget så godt imod. Det betyder jo alt, når nu værkerne netop er lavet i samarbejde med kommunen og borgerne, og i dette tilfælde de mindste borgere 🙂 Aarups beboere har bare været så søde, siger Stine Hvid, der bekræfter at hun er rejsende i street art. 

– Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har haft mulighed for at komme ud at male mange steder rundt om i verden. Og også rundt om i Danmark.

– Er der nogen linje i, hvem der hyrer dig? 

– Det er ikke nogen bestemt linie som sådan, faktisk er det meget forskellige brancher eller baggrunde af virksomheder eller privatpersoner som hyrer mig. Med festivaler og events, er der dog oftest en linie. Her er primært indenfor graffiti & street art festivaler samt musikfestivaler, hvor kunstnere mødes fra hele verden og maler. Som en slags kæmpe udendørsudstilling, fortæller Stine Hvid.

Edinburgh 2011

Maleriet tog fart for Stine Hvid i 2011, efter at hun havde været et semester i Edinburgh, Skotland på Art School som led i hendes kandidatuddannelse, som hun tog på ”Det Kongelige Akademi for Design” og afsluttede i 2013. 

Den gang i 2011 begyndte hun at bruge rigtig meget tid, ved siden af uddannelsen, på at male og tegne. 

Også på gaden, fx igennem Byens Hegn, som var et udsmykningsprojekt fra Københavns Kommune om at udsmykke de mange byggehegn (vægge) som var rundt om i byen på grund af metrobyggeriet. 

Når Stine Hvid ikke er på farten, laver hun skitser, maler lærreder og tegner til projekter. 

Hun stammer fra Fredensborg i Nordsjælland

Del denne historie på: