Flagdag for deltagere i international tjeneste
For 14 år siden blev 5. september valgt som dagen, hvor man hædrer de danske kvinder og mænd, som på vegne af forsvaret, politiet, redningsberedskabet, sundhedsvæsenet eller udenrigsministeriet har deltaget i fredsbevarende eller fredsskabende missioner, hvor Danmark har valgt at yde en aktiv indsats.
Således også i Assens Kommune som i 96 af landets kommuner.
I år blev flagdagen markeret i samarbejde med Marineforeningen og Assenskredsens Garderforening ved et arrangement hos Marineforeningen på Søndre Ringvej.
Ni faner repræsenterende lokale foreninger var mødt, da formanden for Garderforeningen, Tom Kristensen bød de tilstedeværende velkommen.
Heidi Nordquist fra Assens Harmoniorkester blæste ”Last Post” og spillede ”I Danmark er jeg født” som optakt til borgmester Søren Steen Andersens (V) tale for de udsendte.
Som afslutning på den udendørs del af arrangementet spillede Heidi ”Der er et yndigt land”.
I Marinestuen, hvor der blev budt på kaffe og wienerbrød, bød formanden for Marineforeningen Søren Hansen velkommen.
Og her fortalte feltpræst ved Den Kongelige Livgarde Kim Axel Jacobsen om de personlige oplevelser, han havde haft sammen med danske soldater under sine udstationeringer som feltpræst i Irak, Afghanistan og Bosnien.