Over 17.000 mennesker så ”Grease”
Frøbjerg Festspil fik bedste billetsalg i otte år
Det er en taknemlig Knud Møller, formand for Frøbjerg Festspil, som kan se tilbage på en måned, der til fulde har levet op til foreningens forventninger om, at ”Grease” ville blive et tilløbsstykke.
– Tak til alle jer som kom på Højen. Vi nåede op på 17.471 i alt. Fordelt over 17 forestillinger. Over 1.000 i gennemsnit. Det er helt vildt, jubler formanden.
Med flere end 17.000 solgte billetter skal festspillet tilbage til 2014 for at notere et bedre resultat. Det var ”Matador”, som solgte 18.505 billetter.
Rekordmange spisende gæster
Der lyder også en tak fra Knud Møller til alle dem, som valgte at indlede oplevelsen med et besøg i Spisehuset.
– Vi – og krofatter Casper fra Hotel Aarup Kro – overgår det fantastiske resultatet fra 2021 med ca. 900 menuer, så det samlede antal nåede op på godt 3.300.
Vi har haft aftener med over 300 spisende gæster. Det er også helt fantastisk, siger han.
Smil
Knud Møller har selvfølgelig også rost og takket de medvirkende, Det kreative Team og alle de frivillige.
– Til dem lød der et stort tak for indsatsen. De kan være stolte. Dette citat er værd at huske – for dem og alle vi andre: Græd ikke fordi det er slut, smil fordi det er sket.”
Tak for hjælp og omtaler
På foreningens vegne takker Knud Møller alle, der på den ene eller anden måde har støttet op om ”Grease”.
– Vores samarbejdspartnere, annoncører og sponsorer for hjælp og støtte. Alle som har spredt det glade budskab om en super forestilling via det talte ord og delt, liket og kommenteret vores opslag på Facebook, Instagram osv. Det har været helt vildt dejligt at læse de mange gode meldinger, understreger Knud Møller.
Shrek i 2023
Og knap er den sidste forestilling med ”Grease” klinget ud, så retter Frøbjerg Festspil fokus mod næste års forestilling.
– Vi spiller ”Shrek”. Vi håber at være klar med salg af billetter den 1. september, siger Knud Møller.