Casper Andersen støttede efterfølgende Danske Hospitalsklovne med 36.250 kroner

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Stor ros fra borgmester Søren Steen Andersen (V) og klapsalver fra de 140 deltagere i Udvikling Assens’ erhvervskonference tilfaldt Casper Andersen, indehaver og køkkenchef på Hotel Aarup, som netop var blevet kåret til ”Årets Virksomhed”. 

Begrundelsen for prisen er egentligt ret simpel, fortæller direktør for Udvikling Assens, Kristine Lawaetz Lyngbo.: ”Hotel Aarup Kro er på mange måder hjertet af Aarup. Casper Flöche Andersen er her og der og alle vegne som en del af stort set alle lokale arrangementer. Han igangsætter og griber nye muligheder med gejst og overskud. Casper har et stort hjerte, og social ansvarlighed er en del af virksomhedens DNA. Her er plads til alle.”

Udover æren fik Casper Andersen og kollegerne et kunstværk af den lokale kunstner, Dorthe Blom samt 10.000 kroner, som han var forpligtet til at give videre til et godt formål. 

Valget faldt på Danske Hospitalsklovne. Oven i købet satte Casper Andersen en fodbold t-shirt – som Christian Eriksen netop havde haft på hos Manchester United – til auktion. 

Bjarne Jensen, Scandi Supply i Vissenbjerg endte med at sikre sig t-shirten, der senere vil blive signeret af Christian Eriksen, for 26.250 kroner, som også vil tilfalde Danske Hospitalsklovne. 

Hospitalsklovnen Båt kunne således tage imod 36.250 kroner, så hun havde det store smil fremme. 

Erhvervskonferencen og prisuddelingen fandt sted på Gl. Avernæs Sinatur Hotel & Konference. 

Del denne historie på: