Et lastbilvidunder fra 1964

Frøbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Lakken er så blank, at du kan spejle dig i den, som var den fabriksny. 

Det er den imidlertid ikke. Faktisk er Volvo-lastbilen fra 1964, men det kan man ikke se. 

Til gengæld kunne Poul Erik, Frøbjerg og Lars Erik Nielsen, Hesle – far og søn – se, at lastbilen var godt brugt, da Lars Erik købte den – den havde i øvrigt slidt på de norske landeveje – og så kunne de se, at lastbilen var mage til den lastbil, som deres far og farfar, Egon Nielsen, havde erhvervet sig, da han drev vognmandsforretning i Frøbjerg. 

Det var den lastbil, som de ville genskabe. I to år knoklede automekaniker Lars Erik – bistået af faren og kammerater, som tændte på mekanik og især gamle biler – med det projekt. 

– Alt blev skilt ad og lavet, siger Lars Erik. 

Anstrengelserne bar frugt, for efter de to år stod de tilbage med en lastbil, der var god som ny og på alle måder køreklar. Og køre i lastbilen gør Lars Erik. 

I søndags var han til traktor- og lastbiltræf på Erholm Gods i forbindelse med Herregårdens Dag. 

Ugen før havde han været i Sæby sammen med 200 andre lastbilentusiaster – heraf de 40 fra Norge. 

I uge 29 var det hos Polle i Fjelsted Skovkro, at han parkerede vidunderet, dengang de fynske lastbilejere mødtes til det årlige træf. Og sådan kunne man blive ved. 

Som antydet har Lars Erik fået modermælken blandet op med dieselolie og benzin. Farfaren var vognmand, og faren var chauffør. 

– Min far solgte vognmandsforretningen i 1993, og jeg fulgte så med som chauffør. Det stoppede jeg så med i 2019, men havde så også været chauffør i 53 år, siger Poul Erik. 

Del denne historie på: