Kæphestecup og marked på Højlund Mølle

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Lørdag den 27. august klokken 9 til ca. 14

Der er heste med fire ben og heste med to ben. De tobenede kaldes for kæpheste, og ligesom med de heste, der har et ben i hvert hjørne, er der konkurrencer i både spring og dressur. 

Højlund Mølle, der bl.a. forhandler foder og udstyr til mere eller mindre kælne dyr, haveartikler, træpiller med videre, holdt sidste år en kæphestekonkurrence på hovedsædet i Haarby. 

– Det blev en kæmpe succes, så derfor besluttede vi i år at lave en kæphestecup med indledende runder og finale i Haarby, oplyser Højlund Mølle. 

Lørdag 27. august er netop Aarup-afdelingen ramme om den anden indledende runde i kæphestedressur og – spring. 

Begge klasser er aldersopdelt i tre grupper, nemlig for de 0-7 årige, de 8-12-årige og dem over 13 år. 

Det koster 50 kroner at deltage i konkurrencen, hvor der er tilmelding og betaling i butikken senest 25. august.

Kæpheste i år 2022

Folkebladets reporter kan således konstatere, at kæphesten, som var noget han som barn og vistnok også hans forældre legede med, har fået en renæssance. 

Kæphestepærer 

Og skulle bedsteforældrenes gamle kæphest ikke længere findes opstaldet i pulterkammeret, er der råd for det hos Højlund Mølle, som har så mange kæpheste, at butikken sælger ud af dem. Og dertil et stort sortiment af udstyr, som grime og hut, springredskaber og sågar hestepærer (bare rolig, de lugter ikke) med fejeblad og kost til at opsamle pærerne. Og hvorfor ikke det. For som man sagde i gamle dage: Pæren falder ikke langt fra hesten. 

Højlund Mølle benytter dagen til at holde et marked, hvor man blandt andet kan smage på vin fra genboen, Langli Viin, købe Alo Vera-produkter, lykkeengle og rideudstyr. Sydvestfyns racekaniner får en stand, sådan, at man kan få en kanin-passiar og oven i hatten nusse med kælekaniner. 

En træktur på hesten Elvis, en hoppeborg og hunde, der giver opvisning på springbanen, er andre tilbud til os, der bare er vilde med dyr. 

Del denne historie på: