Nysgerrige fik et unikt indblik i ”Grease”

Frøbjerg

14. august 2022

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

For at lave en forestilling som ”Grease”, er der en række ting, der skal op i højere enhed. De medvirkende skal kunne deres sange, replikker og danse. Bevægelige dele på scenen og i kulisserne skal fungere og forholdende til alle bag scenen skal være tiptop. Det fik en vel 40 af Folkebladets læsere at vide, da de 1. august deltog i et læserarrangement på Høje. 

Deltagerne fik et unikt indblik i, hvad der er bag den flotte scenografi til ”Grease”, og de mødte instruktør, medvirkende og Frøbjerg Festspils formand, der alle levende og med humor fortalte om årets forestilling.

Medlevende fortæller

Helle Toft fra Brylle har en datter, der har gået på gymnasiet med Emma Sofie Eckhoff, der spiller spiller Sandy. Før hun flyttede til Brylle, boede Helle Toft i Tommerup. 

– Jeg er kommet her til festspil, siden jeg var barn. Mine forældre tog os med, og jeg er kommet her lige siden. Jeg tog med til det her arrangement, fordi jeg var nysgerrig efter at høre og se mere om forestillingen, og instruktør Carsten Friis fortalte meget medlevende om hele arbejdet med at få ”Grease” klar til at vise for publikum. Det var også spændende at høre Mads-Emil Frederiksen, der spiller Sonny og Alberte Linea Borup, som har rollen som Patty, fortælle om deres oplevelser.

Tager naboer fra 

Aarhus med

Hun roste den store og flotte scene. Hun havde sin yngste søn, Lasse, med. Han er snart 21 år, og han var også imponeret.

– Alle var rigtig søde og imødekommende til rundvisningen. Jeg er jo vokset op med ”Grease”, og jeg elsker musicals. Jeg gav mine tidligere naboer biletter til ”Grease” i guldbryllupsgave, og de rejser fra Århus hertil på søndag for, at vi sammen kan se forestillingen., fortalte Helle Toft.

Inspiration til egne børn

Ivan Anderson bor i Orte, og han har set festspil siden 1987. Han havde taget sine store drenge og datteren med. 

– Det kunne jo være, at det kunne inspirere dem til at være med i Frøbjerg Festspil. Det var et godt arrangement, hvor der blev snakket til højre og venstre, og de har en god formand, der kan noget med humor og vittigheder

Han var også imponeret over årets scene og kulisser.

– Ja, der er sket meget, siden de spillede Vagabonderne fra Bakkegården. Vi skal støtte og bevare festspillet. Det er en god ide med sådan et arrangement, og det synes jeg, de skal gøre igen.

Minder fra ungdommen

At årets forestilling er ”Grease”, sætter minderne i gang hos Ivan Anderson.

– Jeg var 18 år, da filmen kom frem, og det var en god tid. Det er en historie med liv og glade dage. Vi har tradition for at lave en tur herop den sidste dag, hvor de spiller, for der er der en særlig stemning blandt de medvirkende. Vi plejer at være en 10 til 15 personer, der spiser inden forestillingen, fortalte Ivan Anderson.

Musicalen ”Grease” kan opleves på Frøbjerg Bavnehøj frem til 20. august. Billetter kan købes på 

www.frobjerg.dk /hef

Del denne historie på: