Hotel Aarup Kro fredag 9. september 2022
I 1800-tallet var skilsmisse en besværlig og langsommelig proces, som indebar mægling hos præst og amtmand samt tre års separation, inden ægteskabet kunne opløses.
Før da var det næsten umuligt at blive skilt, så derfor kan det ikke undre, at mange ægtefolk foretrak hurtige og effektive alternativer som at blande rabarbergrøden op med rottekrudt eller komme salmiakspiritus i brændevinen og så ellers opfordre den fordrukne ægtefælle til at bunde. (Vil du ikke have en lille en til halsen, Lillefar – og skal du ikke også have en dram til det andet ben?)
Nogle mordere havde det med at sjuske eller betro sig til en (skulle det vise sig sladdervorn) nabo, og så røg de i fængsel eller fik måske ligefrem kappet hovedet af.
Heldig, at det gik sådan, for det betyder, at Henning Frandsen kan fortælle nogle af disse grumme ægteskabsdramaer (og anden True Crime fra gamle Dannevang) på Hotel Aarup Kro fredag 9. september kl. 17, når Aarupbanden kalder til ”Slyngler, sjusser og stegt flæsk”.
Aarup-banden
Aarupbanden består af Casper Andersen, indehaver og køkkenchef på Hotel Aarup kro, vinhandler Aksel Jørgensen fra Vinum og Henning Frandsen, der er historiker og foredragsholder samt journalist på Folkebladet.
Aarupbanden huserede sidste år på Hotel Aarup Kro med ”Bøffer, banditter og et godt glas rom”.
Udsolgt på en uge
– De’ var ra’nok et ræddi ræddi godt arrangement. Vi fik u’sol’t i den store sal (90 pladser) på en uge, så slo’ vi en ny omgang ”bøffer, banditter og et godt glas rom” op og fik u’sol’t på otte dage. Kun på grund af den kriminelle corono-virus måtte vi nøjes med en halvt fuld sal den tredje gang, vi forsøgte os, siger krofatter Casper Andersen.
– Jeg har kun hørt godt om de tre aftener, som var et fint mix af gys og grin, så jeg kan mærke på mit vand, at ”Slyngler, sjusser og stegt flæsk” også bliver en sællert, bedyrer Casper Andersen.
Smag på øl, gin og rom
”Slyngler, sjusser og stegt flæsk” er skåret over samme model som ”bøffer, banditter og et godt glas rom”:
• Stegt flæsk med kartofler og persillesovs efter devisen spis til du revner.
• Gys og grin med Frandsen, dvs. True Crime fra de skumle, gamle dage.
• Aksel Jørgensen præsenterer to øl, en rom og en gin.
• En ny omgang gys og grin fra den danske underverden.
• Salg af de præsenterede øl, rom og gin.
Kriminelt billig pris
Trods dyrtid holder Hotel Aarup Kro igen med prisen.
– Vi tager 250 kroner, som inkluderer mad, smagning og gys og grin med Frandsen. Og det vil jeg kalde kriminelt billigt, men når det nu handler om slyngler, mordere og bedragere, så bliver det sådan, siger Casper Andersen.
Øvrige drikkevarer skal der betales særskilt for.
Aarupbanden åbner for pladsbestilling/reservation allerede i juni, inden folk begynder at holde ferie.
Billetter bestilles hos Hotel Aarup Kro på tlf. 6443 1013.