Historier og historie om Brunshuse, Enemærket og Brydegaard bliver nu for alle

Agernsæ

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Beboerforeningen for Brydegaard, Brunshuse og Enemærket står bag en ny plancheudstilling, der skal lokke flere turister til området og måske endda trække tilflyttere til.

Mange kender Brydegaard som et sted, de tager ud og bader om sommeren, måske går de tur langs stranden mod Agernæs eller Aa Strand. Men hvad ved de om stedets historie?

Måske ikke ret meget. Men det kan de nu gøre noget ved.

Beboerforeningen for Brydegaard, Brunshuse og Enemærkethar netop indviet et lille infocenter i fiskernes tidligere redskabshus på Agernæs Havn.

Her kan man fra 12 store informative tavler forvisse sig om, at også i stenalderen var der mennesker, der syntes, det var et godt sted at bo – i dag kan man således stadig på en tur i vandkanten finde stenredskaber skyllet op fra nu undersøiske bopladser fra Ertebøllekulturen (5400-4000 f.v.t.) –  og at der faktisk siden da har levet mennesker i området. Der er stendysser, bronzealderhøje og resterne af en kanal fra vikingetiden.

Man kan læse om fiskeri, om roetoget, kunstnere og nedstyrtede fly og om Niels Ryberg, godsejeren på Frederiksgave (nu Hagenskov), der afskaffede hoveriet og gennemførte en større udskiftning af jordene. Naturligvis er der også et kort, der viser, hvor man finder alle seværdighederne.

Mandegruppen

Bag udstillingen og en flot restaurering af det gamle fiskerhus står Mandegruppen under beboerforeningen, der tæller 15 medlemmer. For at være med i den skal man ikke bare være mand, men også pensionist.

– Vi holder af stedet og prøver at passe på det og har også ressourcerne til det, siger en af dem, billedkunstner Jørgen Svenstrup, der har boet fast i Brunshuse siden 1987 og før da havde sommerhus i området i 15 år.

– Vi synes, man gør alt for lidt opmærksom på alle de spændende ting i lokalområdet og talte om, hvordan man kunne formidle det til andre til gavn for turisme og bosætning. Vi fandt nogle fokuspunkter og fordelte arbejdet imellem os, fortæller han.

Siden er der gået et årstid, hvor mandegruppen havde fordelt emnerne imellem sig for at samle mere viden, og hvor det lille hus på havnen, som foreningen har fået brugsretten til, blev istandsat.

– Vi vil gerne vise, at det er et stærkt kulturområde, som man har overset i turismesammenhæng.

– Historien er vigtig for fremtiden. Vi bliver bærere af kulturen, der har været her og bringer den videre til vores efterkommere. Alle står på skuldrene af hinanden og ingen er noget uden at stå på skuldrene af andre. Hvilke spor, man selv har sat, er nok svært at se, nogle gange er det lettere at se, hvad der forsvinder, siger Jørgen Svenstrup, der i sine efterhånden mange år i området har oplevet noget af udviklingen fra et nøjsomt fiskerleje.

– I og med at forandringen foregår, forsøger vi ikke at ødelægge det miljø, der var, men at bygge videre på den lokale tradition, siger han.

Det nye infohus blev indviet i weekenden af borgmester Søren Steen Andersen, med taler af et par af mændene bag samt pølser, øl, sodavand, bobler og kage.

Fremover vil det være åbent alle dage til hver en tid, for alle, der måtte have lyst ti lat blive klogere på historie og historier fra Brunshuse, Brydegaard og Enemærket fra stenalderen til nutiden.

Del denne historie på: