LÆSERBREVE

Assens Kommune

Svar til Niels Aadal Larsen: 

Assens Kommune er blandt de fem kommuner med lavest forbrug af antipsykotisk medicin til demensramte ældre

Niels Aadal Larsen efterspørger i Folkebladet et svar fra politisk side angående forbruget af antipsykotisk medicin til demensramte.

Tidligere på året lavede nicheportalen for økonomisk politik, NB-økonomi, en analyse af den mulige sammenhæng mellem plejehjemmenes tildelte økonomi og brugen af antipsykotisk medicin til demensramte plejehjemsbeboere. Dette ud fra en antagelse om, at færre personaleressourcer ville medføre et større behov for at anvende beroligende og sløvende medicin.

Analysen viste, at der ikke var en umiddelbar sammenhæng mellem personaleressourcer og anvendelse af antipsykotisk medicin, og at Assens Kommune var et tydeligt eksempel på dette. Assens Kommune er nemlig blandt de fem kommuner, hvor den laveste andel af demensramte plejehjemsbeboere får antipsykotisk medicin. Samtidig er det kendt, at Assens Kommune også er blandt de 10 kommuner med laveste bevillinger til ældreområdet.

NB-Økonomi bragte den 9. februar en opfølgende artikel, hvor Assens Kommune blev fremhævet i forhold til sammenhængen mellem Eden-filosofien og et lavt forbrug af antipsykotisk medicin. Samtlige kommunale plejehjem i Assens Kommune er Eden-registrerede, hvilket ikke ses i andre kommuner. Et af principperne i Eden-filosofien er, at:

Medicinsk og fysisk behandling er rigtig, når den er nødvendig. Ægte menneskelig omsorg skal dog være den styrende i hverdagen, og al behandling skal understøtte omsorgen. 

I marts måned blev vi i Social- og Ældreudvalget orienteret om en henvendelse fra Sundhedsstyrelsen, der på baggrund af artiklen i NB-Økonomi ville have uddybet, hvad vi selv mente kunne være årsag til dette lave forbrug, og her peger vi entydigt på vores mangeårige arbejde ud fra Eden-filosofien. Dette kræver et stærkt ledelsesmæssigt fokus og konstant opmærksomhed på demensfagligheden hos medarbejderne.

Helt aktuelt deltager hele ældreområdet lige nu i et ”Implementerings- og læringsforløb i forebyggelse, håndtering og læring af voldsomme episoder i ældreplejen” udbudt af Sundhedsstyrelsen. For netop fortsat at sikre både faglighed og opmærksomhed på dette væsentlige element i ældreplejen.

Vi håber dette har givet svar på de stillede spørgsmål.

Med venlig hilsen

Poul-Erik Svendsen (A)Formand for Social og Ældreudvalget. Byrådet i Assens Kommune

Fjern studerendes økonomiske spændetrøje

6. juni vedtog Folketinget, at studerende skal have mulighed for at tjene mere ved siden af deres SU, end det er tilfældet i dag. Det er isoleret set rigtig fint, men hvorfor overhovedet begrænse unge menneskers virkelyst på den måde? 

I stedet for en beløbsgrænse bør studerende have lov til at tjene så meget, de kan og har overskud til ved siden af studiet – så længe de er inden for normeret tid. På den måde sikrer vi os imod, at folk udnytter systemet. 

Det er nemmere at forstå, og vi undgår at tilsidesætte arbejdskraft i en tid, hvor vi har alvorligt brug for den. Kort sagt: Så længe de kan følge med på deres studie, er der ingen grund til at staten skal blande sig i, hvor meget de må arbejde ved siden af. 

Nikolaj Leed Henriksen, folketingskandidat på Fyn (V)

Maria Ladegaard, formand for Venstres Ungdom

Mulighed for kompromis for Søholmparken i Glamsbjerg

En ny lokalplan for Søholmparken, nr. 5.2-8, har været i høring og skal snart til politisk behandling. Med planen vil to delområder blive ændret fra åben/lav til tæt/lav bebyggelse. Beboerne i området protesterer – forståeligt, da området har en særlig historik.

Den oprindelige lokalplan blev vedtaget i den tidligere Glamsbjerg Kommune, og havde nr. 0.74. En meget restriktiv lokalplan, med klare retningslinjer for boligernes udformning og placering, ensartethed og grønt miljø. 

I august 2008 vedtog byrådet at ændre lokalplanen efter ønsker fra en gruppe lokale borgere, der ville købe grunde. Der skete lempelser af krav til bebyggelse, og området blev udvidet mod nord m.m., og planen fik nr. 6-102. Beboerne i nabokvarteret ved bl.a. Havrevænget og Holger Bisgårdsvej protesterede. 

Den nuværende sag om ændring af lokalplanen startede i 2021 i det tidligere Miljø-, Teknik og Planudvalg. I den forbindelse var jeg på besøg i området i september ’21 , og fik en god snak med en gruppe beboere. Jeg oplevede, at de godt kunne forstå ønsket om ændring af planerne, men gav også klart udtryk for, at det i forhold til områdets beskrevne historik, ville være en markant og for voldsom forandring.  

Jeg spurgte: ”Hvis I nu ikke kan få alt opfyldt, men skal vælge mellem de to delområder 2A og 2B?” (2A er tættest på Old Gyde, og 2B ligger i hjørnet for enden af adgangsvejen). Svaret var klart og entydigt, at det var 2B, der var det værste! For mig var svaret helt logisk!

Derfor bør udvalget i respekt for historikken lande et kompromis, hvor 2B forbliver åben/lav-bebyggelse. Det var og ville stadig være min indstilling til sagen.

Poul Poulsen, Gelstedvej 25, Rørup, 5560 Aarup

Del denne historie på: