Tommy Hestehauge bliver partner og sælger hos Klokholm Automobiler

Klokholm, Aarup og Nr. Aaby 

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Per Poulsen får opfyldt ambitionen om at få en så bred pallette som mulig.

Det er spild af tid at tage til Nr. Aaby for at se på brugtbiler hos Hestehauge Biler, for Tommy Hestehauge har nemlig lukket og slukket i Nr. Aaby. Ikke af nød, men af lyst. 

Tommy Hestehauge er nemlig blevet partner og sælger hos Klokholm Automobiler på Gl. Hovedvej 87 i Klokholm ved Grønnemose. 

– Jeg har længe puslet med ideen om at blive en del af noget større, og da Per (Poulsen, red.) så overtog Jan Lund Biler i Aarup, synes jeg det var helt oplagt at flytte min forretning hen til Gl. Hovedvej 87, for det er jo i praksis det, der sker, selvom jeg ophører med at have eget CVR-nummer, siger Tommy, som for fire år siden åbnede bilforretning i Nr. Aaby. 

Tommy og Per, der har kendt hinanden i årtier, har drøftet muligheden for at rykke sammen, det seneste halve års tid, og det førte til, at Tommy blev partner og sælger hos Klokholm Automobiler med virkning fra 1. maj. 

For Per Klokholm handler det om at styrke salgssiden i sin virksomhed, og det er blevet særdeles relevant efter overtagelsen af Jan Lund Biler på Snedkervænget 1 i Aarup. 

– Jeg mangler simpelthen tid til at gå all in som bilsælger, siger Per. 

Med Tommy som partner og sælger mener Per, at han har fremtidssikret sin virksomhed. 

– Jeg er overbevist om, at det gælder om at have en så bred pallette som muligt, så I dag er Klokholm Automobiler en forretning med brugtvognssalg, autoværksted, undervognsbehandling og synshal, siger Per. 

– Og, hvis en bilejer ønsker at skrotte sin bil, jamen så kan vi også klare det, supplerer Tommy. 

Mens Per til daglig skal have fokus på værksted, synshal og undervognsbehandling, skal Tommy stå for salget. I weekenden vil de dog supplere hinanden med bilsalg. 

Målet er at have 35-40 brugtbiler på lager og klar til at blive solgt. Bilerne vil blive udstillet på Gl. Hovedvej 87 og på Snedkervænget 1 i Aarup. 

– Ja, vi kunne også sige, at vi løbende ville have en bestand af 50 brugtbiler, siger Per. 

Når meldingen kun går på 35-40 brugtbiler, skyldes det, at brugtbilsmarkedet de sidste mange måneder har været ophedet. 

Leveringstiderne på nye biler er blevet meget lange. Årsagen til det er bl.a. mangel på chips, og krigen mellem Ukraine og Rusland spiller også ind. 

Volkswagen har sagt at den forventer at kunne producere på normale vilkår i slutningen af 2022.  Men selvom det sker, vil der gå to år, inden vi kan mærke det, siger Per.

Forsinkelserne hos bilfabrikkerne har resulteret i øget interesse for brugtbiler, som da også er steget ganske pænt i pris. 

– Det har nu ikke betydet en højere avanceprocent hos os, nærmest tvært imod, for det er jo også blevet dyrere for os at købe en brugtbil, siger Per. 

Klokholm Automobiler har en ambition om at kunne tilbyde brugtbiler fra 50.000 til 250.000 kroner. 

Især personbiler og kun i mindre omfang varebiler. 

Del denne historie på: