350.000 baby-havørreder sættes ud til glæde for lystfiskere og turismen
Vestfyn
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
I denne uge er Fyns Laksefisk på arbejde i de fynske åer for at gennemføre den årlige udsætning af små havørreder, så de kan vokse sig store og ende på lystfiskernes kroge.
Er man taget på ferie for at fange fisk, har man også en forventning om at få noget på krogen.
Og sådan må det naturligvis være, hvis Fyn vil være et mekka for lystfiskerturismen. – Der skal være fisk at fange.
Fyns Laksefisk står for opdræt af havørredyngel, og det er også Fyns Laksefisk, der i denne uge udsætter ikke færre end 350.000 små havørreder i de fynske åer.
– Den her tid på året er helt særlig for os. Det er nemlig ikke kun naturen og dyrelivet på land, der vågner op. Under vandoverfladen sker der også noget hel specielt, og det er som om vores arbejde med at passe og pleje havørredyngel går op i en højere enhed, når vi får lov at sende alle de her små fisk af sted i flere end 45 forskellige fynske vandløb, fortæller fiskemester Linda Bollerup fra FGU Odense i en presse meddelelse.
Fredag 8. april går det løs på Vestfyn, hvor der udsættes 83.000 baby-havørreder i Stor Å, Mølle Å, Viby Å, Hygin Bæk, Moserenden, Brende Å, Puge Mølle Å, Å Å og Haarby Å, og det glæder borgmester Søren Steen Andersen.
– Vi er meget stolte af samarbejdet i Havørred Fyn og de resultater, som vi sammen skaber for at sikre bestanden men også for at forbedre levevilkårene for ørrederne, siger borgmester Søren Steen Andersen (V).
Det er Assens Kommune, der har projektlederskabet i Havørred Fyn, og som også er tovholder i den nationale lystfiskerstrategi, ligesom det som bekendt også er den, der har fået til opgave at etablere det kommende kyst- og lystfiskercenter, der skal ligge på havnen i Assens.
De små havørreder, der, når de sættes ud, kun er 10-15 centimeter lange, er en vigtig brik i bestræbelserne på at sikre antallet af lystfiskerturister i det fynske.
– Vi har over de senere år fået flere overnatningssteder med særligt fokus på lystfiskerturisterne, men det altafgørende er, at der bliver ved med at være fisk i vandet. Derfor er vi rigtig glade for Havørred Fyn-projektet, som er helt i tråd med vores vision for bæredygtighed i turismen, siger direktør i Destination Fyn Rasmus Hessum.
Vigtigt for at sikre bestanden er også det arbejde, Havørred Fyns frivillige gennem årene har gjort for at restaurere adskillige vandløb for at sikre, at der på sigt er tilstrækkeligt med naturlige gydepladser.