Stort taekwondostævne i Fyrtårn Tommerup
Tommerup St.
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
23. april er Tommerup Taekwondo Klub vært for stævnet Tommerup Cup. Ved stævnet kan man opleve både kamp- og teknikdisciplinen.
– Kamp-disciplinen er den mest kendte, fordi det er en OL-disciplin, mens teknik er mere ukendt for mange. Den kan sammenlignes med isdans. Der laves en serie på gulvet, hvor der lægges vægt på korrekt udførelse, teknisk kunnen, kraft og udstrålling, forklarer næstformand Gitte Gregersen i en pressemeddelelse.
Værtsklubben stiller selv med 14 deltagere. 10 i den tekniske disciplin og fire i kamp.
Fyns største
Tommerup Taekwondo Klub rundede i december 100 medlemmer, og er dermed Fyns største.
Det er specielt klubbens familiehold og ungehold, der trækker mange medlemmer. Familieholdet består af børn mellem fem og ni år, som træner med deres far eller mor. Ungeholdet er for de 9-15-årige.
I september føjede klubben endnu et hold til – Ninja Kids, som er for de to-femårige – også her er en forælder med til træningen.
For at kunne gennemføre stævnet er klubben afhængig af en god portion frivillige, men bestyrelsen er fortrøstningsfuld med hensyn til at samle en stab på 40-45 hjælpere, fordi der er så godt et fællesskab i klubben blandt medlemmer og de unge medlemmers forældre.