Anne-Lise Nielsen fandt ny mening med livet efter nær venindes død

Tommerup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Assens Kommune inviterer til seniorlivsmesse 16. marts, hvor seniorer kan få inspiration til, hvordan de kan finde indhold i dagligdagen som seniorer.

Anne-Lise Nielsen følte sig meget alene, da hendes nære veninde og sambo gennem mange år døde. Forinden havde hun, da veninden blev syg, taget sig af hende på daglig basis. Derfor blev tomrummet efter hende ekstra stort.

– Når man mister en, der er så tæt på, og man ikke har så stor en omgangskreds, bliver man meget alene. Det er en forfærdelig følelse, at der ikke er nogen, der har brug for en. Det er der, man virkelig kan mærke ensomheden, og man kan føle sig magtesløs og miste lysten til at være til, siger Anne-Lise Nielsen, som heldigvis er et andet sted i dag.

Ny omgangskreds

Hun tog på Assens Kommunes seniormesse i oktober sidste år, besluttet på at komme ud at skabe nye relationer.

 – Jeg ville ikke sidde derhjemme og bare kukkelure, så jeg havde brug for at komme ud af min ensomhed og møde nogle mennesker og lave noget sammen med dem, fortæller hun.

På seniorlivsmessen samler Assens Kommune inspiration via deltagende foreninger og organisationer til, hvordan man kan få fornyet indhold i tilværelsen.

 – Det er meget forskelligt, hvad den enkeltes behov er. Nogle har brug for at komme ind i et fællesskab, andre for at få viden om, hvad der findes af hjælpemuligheder, hvis der er begyndt at melde sig udfordringer i hverdagen, fortæller leder af Aktivitet, Forebyggelse og Demens i Assens Kommune, Anne Grete Pilgaard, i en pressemeddelelse fra kommunen.

Anne-Lise blev besøgsven

For Anne-Lise Nielsen handlede det om at finde nogle aktiviteter, hun kunne gå til for at komme ud blandt andre mennesker igen. Men på messen fik hun også andre perspektiver, som kunne være med til at skabe ny mening i hendes liv:

 – Jeg faldt i snak med en af kommunens medarbejdere, og blev opmærksom på, at der faktisk var mennesker, som jeg kunne være med til at gøre noget for, siger hun.

Efter at have overvejet mulighederne valgte hun at blive tovholder for en gågruppe, som mødes flere gange om måneden for at gå ture sammen, senere er hun også blevet besøgsven for en 84-årig kvinde, der også er med i gågruppen.

– Det giver indhold i mit liv, at jeg kan gå de ture sammen med de andre og besøge den kvinde, jeg er besøgsven for. Det skaber livskvalitet, mod på livet og giver energi til andre ting, oplever Anne-Lise Nielsen.

Hør om andres bud på et godt seniorliv

Seniorlivsmessen 16. marts finder denne gang sted i Fyrtårn Tommerup klokken 13-15.15. Der vil være forskellige oplæg, for eksempel om hvordan fællesskaber, havearbejde og et godt grin kan give flere gode leveår. Der er også afsat en time til at besøge standene, før lokale seniorer afslutningsvis fortæller om deres perspektiv på et godt seniorliv.

Artiklen er blevet til efter oplæg fra Assens Kommune.

Del denne historie på: