Bliv – meget – klogere på Assens Kommune
Assens Kommune
12. februar 2022
Trap Danmark har udsendt særbind om Assens Kommune
Læserne af Trap Danmarks nye bog om Assens Kommune vil få omfattende viden om kommunens natur, historie, kultur og samfundsforhold. I alt har 135 forskere og eksperter bidraget til denne rigt illustrerede bog om det væsentligste fra Bågø til Brylle og fra Grønnemose til Helnæs.
Læs om Søholm Sø, Frøbjerg Bavnehøj og om Halen og Maden på »det hellige næs«. Tag med til imponerende gravhøje og til Assens, hvor Sukkerfabrikken nu er rådhus. Få indblik i Slaget ved Øksnebjerg, og læs om Glamsbjerg, Vissenbjerg, Aarup, Haarby og Tommerup Stationsby. Peter Willemoes, Løgismose Gods og æblefestivalen har også fået plads. Trap Danmark har det væsentligste med. Fra det mest almindelige til det mest specielle, skriver Trap Danmark i en pressemeddelelse.
Bogen er baseret på indholdet om Assens Kommune i Trap Danmark 6. udgave, bind 18: Middelfart, Assens, Nordfyn, Kerteminde, Nyborg og er suppleret med et kort over Assens Kommune i målforholdet 1:75.000 samt et forord af borgmester Søren Steen Andersen.
Fakta
Bogen er på 80 sider i blødt omslag og bagerst er der et kort over Assens Kommune i målforholdet 1:75.000. Vejledende pris er 199,95 kr. Bogen kan købes hos landets boghandlere og internetboghandlere. Kortet findes også som selvstændige produkter. Som falset kort i plastlomme eller som planokort til at indramme og hænge op på væggen.
Læs om bogen her:
https://trap.dk/kommunebog/assens-kommune/