Kontrollør bliver borgerrådgiver
Assens Kommune
8. februar 2022
Peter Skovbo Christensen bliver fra 1. marts ny borgerrådgiver i Assens Kommune. Det besluttede byrådet på sit møde 26. januar, hvor også hans kompetencer, opgaver og ansvarsområder blev fastlagt.
Peter Skovbo Christiansen er uddannet cand. merc. jur. fra SDU i 2008 og kommer fra en stilling i Faaborg-Midtfyn Kommune. Han har flere års erfaring fra en række fynske kommuners kontrolenheder, hvor der bl.a. har været fokus på at kontrollere ydelser til borgerne samt socialt bedrageri. Peter Skovbo Christiansen har derfor et indgående kendskab til og erfaring med, hvordan kommunal sagsbehandling foregår samt at gå i dialog med borgere.
Formålet med borgerrådgiveren er, skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse, at styrke dialogen mellem borgerne og Assens Kommune samt at bidrage til at sikre retssikkerheden i forbindelse med kommunens sagsbehandling eller kommunens udførelse af praktiske opgaver.
Det kan borgerrådgiveren
Borgerrådgiveren kan hjælpe med råd og vejledning vedrørende dialogen med kommunen eller klagemuligheder, og samtidig er borgerrådgiveren uafhængig af kommunens forvaltninger. Både borgere, foreninger og virksomheder kan søge hjælp hos borgerrådgiveren, hvis de fx er utilfredse med sagsbehandlingen, eller den måde kommunen udfører en praktisk opgave på.
Borgerrådgiveren hjælper fx med at:
• Rådgive om spørgsmål afledt af samarbejdet med kommunen.
• Behandle henvendelser om utilfredshed.
• Vejlede om klagemuligheder.
• Hjælpe til at forstå en afgørelse mv.
• Hjælpe med dialog/tilbyde mægling.
• Viderebringe borgeres forslag til forbedringer i sagsbehandling og betjening.
Det kan borgerrådgiveren ikke
Borgerrådgiveren kan ikke træffe afgørelser eller ændre afgørelser, behandle forhold, som andre klageinstanser tager sig af, behandle spørgsmål om kommunens personale- og ansættelsesforhold eller behandle henvendelser om politiske beslutninger, f.eks. om serviceniveauet i kommunen.