Borgermøde blev tilløbsstykke – selv høje barstole måtte i brug

Tommerup St.

10. november 2026

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Ønskerne er mange i Tommerup St. og handler både om forskønnelse og flere fælles aktiviteter

Den gamle journalistiske floskel om, at der måtte hentes ekstra stole ind til et arrangement, må i brug igen i forbindelse med omtalen af det borger- og informationsmøde, som foreningen Liv i Tommerup St. holdt torsdag aften. For de 100 stole, der var sat op i mødelokale 2 i Fyrtårn Tommerup, rakte ikke. Så langt fra.

Der blev slæbt ekstra stole ind, og sågar nogle høje barstole måtte i brug.

Det samlede deltagertal endte vel på cirka 150, inklusive dem, der opgav at komme ind og stod i gangen uden for mødelokalet.

Inden for fremlagde bestyrelsen for Liv i Tommerup St. de ønsker og målsætninger, som den forholdsvis nystartede forening har.

De spænder vidt, blandt andet med forskønnelse af området ved livsnerven Tallerupvej samt viadukten/tunnelen ved jernbanen, herunder mere beplantning og torvedannelse, samt flere aktiviteter. Og at det skal ske med hjælp fra lokalsamfundet.

– Vi begynder ikke med store planer, flotte tegninger og mange penge. Vi har brug for mennesker med ideer, som er villige til at bruge noget tid, som René Langholm fra bestyrelsen formulerede det.

Og formanden for foreningen, Sonny Christensen, supplerede:

– Hvem kender ikke det her? Man kører op fra tunnelen og gennem byen og spørger bagefter – var der en by her?

Udover bedre skiltning og mere beplantning ønskede formanden, at man til tider kan lukke bymidten af for motoriseret trafik, så der kan holdes arrangementer, for eksempel ”Open by night”, foreningsaktiviteter, koncerter, foredrag med videre.

Samtidig skal der etableres et samarbejde mellem borgere, erhvervsdrivende, foreninger og institutioner i Tommerup St.

Hovedstrøg og jernbane

Borgmester Søren Steen Andersen (V) var inviteret til at holde et oplæg og 

kom ind på muligheden for flere boliger i Tommerup St. Kommunen ejer ikke jord, så eventuelle projekter må bero på private investeringer, men der er stor interesse for at bo i området.

– Der er efterspørgsel efter lejeboliger, som aldrig før. Typisk starter mange voksenlivet med at bo til leje, og så efter måske tre år vil de gerne købe noget eller bygge noget selv, sagde borgmesteren.

Desuden nævnte han de drøftelser, som Assens Kommune har med DSB og Banestyrelsen, hvor man i Tommerup St. og kommunen ønsker bedre betjening især til og fra Odense, også set i lyset af de muligheder, som den nye jernbane på Vestfyn giver, sammenholdt med byggeriet af Femernforbindelen. Der frigøres kapacitet på den nuværende jernbane mellem Odense og Middelfart.

Regnvandsplaner

Også formanden for Tommerupperns Lokalråd, Martin Winther-Gaasvig, var inviteret til at komme med et oplæg.

Heri redegjorde han for arbejdet i lokalrådet med udviklingsplaner og regnvandsplaner.

– Hvad har regnvandsplaner at gøre med byudvikling? Jo, hovedgaden bliver af og til oversvømmet, så vi har brug for forsinkelsesbassiner, nævnte Martin Winther-Gaasvig.

Forsinkelser kan udover regnvandsbassiner bestå af træalléer, anvendelse af sportspladser med videre.

Martin Winther-Gaasvig lagde – som også udtrykt i et debatindlæg i Folkebladet for nogle uger siden – ikke skjul på frustration over kommunen og Assens Forsyning og nævnte afslutningsvis, at lukningen af den lokale genbrugsstation var dråben, som fik ham til at beslutte at stoppe som lokalrådsformand ved næste årsmøde.

Efter oplæggene blev mødedeltagerne præsenteret for fire temaer, som de selv kunne give nogle bud på, hvad man kan gøre. Og så blev små gule sedler (post-it) sat på tavler.

Nu vil bestyrelsen for foreningen Liv Tommerup St. bearbejde disse, og så bliver der indkaldt til nyt borger- og informationsmøde. Det bliver i 4. marts næste år i Erhvervsparken, Østerbro 4.

Afslutningsvist lovede Sonny Christensen, at der vil komme synlige resultater i stationsbyen i løbet af 2027, og næstformand Gert Kyster fastslog, at der skal være ”action” bagved bestræbelserne, uden at man er belastet af fortiden.

FAKTABOKS

Bestyrelsen for Liv i Tommerup St. er følgende: 

Sonny Christensen, formand, Gert Kyster Nielsen, næstformand, Karsten Hesselager, kasserer, samt Dan Hovgaard, Lars Jacobsen, Kent Meistrup Hansen og René Langholm.

Del denne historie på: