Otto Gelsted (1888-1968), dansk forfatter, var født i Middelfart, men kom bl.a. på grund af en lungebetændelse på ophold hos bedstemoderen i Gelsted. Senere tog han denne bys navn som sit eget efternavn. 

I bogen ”Fyns Land” (1942) har han nedskrevet lokale iagttagelser rundt om Gelsted og Aarup. 

I sin gymnasietid var han ikke særlig imponeret over undervisningen i faget biologi, og det skyldtes, at læreren ikke tog eleverne med ud i naturen.

Barndom i Gelsted og Aalsbo 

Naturen havde han dog selv iagttaget i de år, hvor han var på ferie i Gelsted og Aalsbo. Fra Gelsted løb han nemlig over til en onkel i Aalsbo, og der ”bedede” han med koen ”Barløse” ved grøftekanten. Det var med til at give ham en særlig ”fynsk natur-sans”, mente han selv.  

Netop det blidt bølgende fynske ”Bakke- og Agerland” stod for ham som ”den mest naturlige natur”. 

Tilbage til Vestfyn

Senere tog han ofte tilbage til Fyn, og i 1942 førte det til bogen ”Fyns Land”. Han ville have boet på Gelsted Kro, men de to værelser var optaget, men så kunne man jo bo hos en privat værelsesudlejer, mens hans ledsager, maleren, sov i telt på Kællingebjerg i Ørsbjerg, hvorfra man kan se ud over Lillebælt. 

Dagen efter ville han på besøg i Aarup og ved bedstefarens gravsted på Rørup Kirkegård, men graven var væk. Han gik videre og kom forbi en granskov med søer og åkander, og der hørte han skovarbejderens økse. Den tids arbejde i skoven er så glimrende beskrevet af Johan Wendelboe Nielsen, Rørup, skovfogedelev på Erholm fra 1937.  

Møde med fortiden 

I barndommens grusgrav genfandt han sin gamle legeplads og lidt senere sin onkels hus i Humleegnens Aalsbo, selvom humleplanterne nu var væk. Til gengæld fandt han vandhullet, hvor man førhen hentede drikkevand. Det var før brøndenes og vandværkernes tid.

Hos den nye ejer genså han også den stue, hvor bedstemoderen førhen holdt til med sin rok og avisen. Han bemærkede desuden, at alkoverne i Aalsbo-huset nu også var væk. Denne bedstemor havde i gamle dage taget ham med til skoven, der var gennemskåret af dybe kløfter med rislende åløb. 

Den etbenede murer derude i det landskab, som også Achton Friis beskrev så flot i 1936, fyldte Otto Gelsteds ”vidtåbne ordfangere af ører” med historier om De Vissenbjerg Røvere, åmænd, ellefolk og dødninge. Dette oplevelsesunivers kunne kun skærpe fantasi og oplevelsesevne.

Neverkær og Mølleknappe 

Mellem Vissenbjerg og Erholm bemærkede han de store tørvemoser og den tørveskæring, der var nødvendig pga. anden brændselsmangel under verdenskrigen. Det var i Neverkær-området. På Kerte Mark mellem Kerte Præstegård og Brende Å kunne han lade sig inspirere af roen, den magiske natur og det folkelige og magiske mødested, Mølleknappe, der desværre forsvandt i et flammehav i 1947 og aldrig genopstod. Der havde Rasmus Ellekærs berømte lokale orkester spillet efter år 1900. 

Den forsvundne humle 

Otto G. var i 1942 på tur i den gamle humleegn mellem Båring og Erholm. Humlen, der havde været dyrket siden 1300-tallet, var forsvundet siden digterens barndom – den var bl.a. så fint beskrevet af den nordfynske forfatter, Christine Reimer. Den fik sit opsving på denne egn, da Anne Trolle fra Kærsgaard i Brenderup sendte nogle mænd til Tyskland for at studere fænomenet. Det gav humlen et vestfynsk opsving omkring år 1700.  

Da den førhen var høstet på gårde og husmandssteder, blev det fejret med humlegilde med kaffe og æbleskiver. Det er også beskrevet af Knud T. Hansen, teolog fra Etterup. Noget af humlen blev tørret på loftet, og andet blev solgt til humleprangere, men også fordelt videre fra Humlemagasinet i Harndrup. 

Fotos alle taget af Hans Walmar

Kilder:

”Fyns Land” v. Otto Gelsted (1942)

”5560-fortællinger fra land og by” (2023) v. Hans W. 

”Rundt om Erholm” (2026) v. Hans W.