Ny BytteByg-container i Haarby var et tilløbsstykke
Der var både kø, pølser og stor interesse for genbrug af byggematerialer, da Assens Kommune og Assens Forsyning torsdag eftermiddag 8. oktober officielt indviede den nye BytteByg-container på Haarby Genbrugsplads.
Mange borgere havde fundet vej til genbrugspladsen, og flere stod klar ved containeren allerede inden åbningen. Den nye BytteByg-container var fra første dag fyldt med brugbare byggematerialer, som hurtigt fandt nye ejere til små og store hobbyprojekter. Det skriver Assens Forsyning i en pressemeddelelse.
Snoren blev klippet af borgmester Søren Steen Andersen (V) og Assens Forsynings medarbejder Sandra, som sammen markerede den officielle åbning af BytteByg initiativet, der testes i Haarby med henblik på eventuel senere udbredelse til genbrugspladserne i Aarup og Assens.
Indvielsestalerne blev holdt af borgmesteren og Assens Forsynings driftschef Søren Rasmussen. De lagde bl.a. vægt på, at BytteByg er et konkret eksempel på, hvordan brugbare ressourcer kan holdes i kredsløb længere til gavn for både klima, økonomi og lokalsamfund. Samtidig blev det fremhævet, at projektet skal gøre det nemmere for borgere og virksomheder at vælge genbrug i praksis og bidrage til mere cirkulær anvendelse af byggematerialer.
Blandt de fremmødte var der højt humør og stor opbakning til initiativet. Der var også travlhed ved pølsevognen, der i dagens anledning serverede gratis pølser og sodavand til gæsterne – et populært og overraskende indslag for mange af genbrugspladsens almindelige besøgende denne eftermiddag. /hef


