De holdt ud og belønnes på flere fronter

Tommerup

11. oktober 2026

Af Michael Lorenzen – msl@folkebladet.net

Tommerup Motocross Klub har fået ny bane, er kåret som årets forening i Assens Kommune og skal være vært ved Danmarksmesterskabet næste år

De var tæt på at opgive projektet, men nægtede at stoppe og holdt i stedet ud. Denne vedholdenhed og den store frivillige indsats har nu givet en håndgribelig belønning. Ikke alene har Tommerup Motocross Klub i år kunnet tage en helt ny bane i brug, men klubben er også blevet hædret som årets folkeoplysende forening i Assens Kommune. Og næste år venter endnu noget stort – klubben skal vært for Danmarksmesterskaberne.

Her kommer man til at dyste i otte klasser, fra 50 kubik og til 125 kubik og flere klasser derimellem samt en særlig oldboysklasse. Interesserede, som ikke allerede har sat krydser i kalenderen, bør notere datoerne 11. og 12. september 2027. Der forventes et sted mellem 150 og 200 kørere fra hele landet.

Det var en glad og stolt formand, Mie Stigsen, som sammen med den øvrige bestyrelse for Tommerup Motocross Klub kunne modtage hæderen ved et arrangement i Arena Assens forleden. 

– Allerede det, at vi overhovedet blev nomineret til titlen som årets forening, var stort for os, så det her med at vinde havde vi overhovedet ikke set komme, siger Mie Stigsen.

Hele klubben vil markere prisen internt, formentlig i forbindelse med juleafslutningen.

For to år siden droppede klubben speedway i både sit navn og som aktivitet. Den gamle motocrossbane og speedwaybanen blev nedlagt og en ny og større motocrossbane anlagt. Den gamle bane var på cirka 700 meter, mens man næsten skal tilbagelægge en kilometer for at komme hele vejen rundt på den nye.

Som nævnt har frivillige ydet en stor indsats, og så har man fået hjælp med maskiner og mandskab til nogle dele af arbejdet fra lokale MM Entreprenørerne.

Alt jævnet med jorden

Klubben og hjælperne gik grundigt til at værks. 

– Alt blev jævnet med jorden, og så gik vi i gang med at anlægge den nye bane, som vi tog i brug med en officiel åbning her i april i år, fortæller Mie Stigsen.

Klubben, der som det meste andet af fritidssektoren blev hårdt ramt af coronaårene, er fra 1979.

Tommerup Motocross Klub er medlem af Ungdomsringens Motorsport (Ungdomsringen er en sammenslutning af klubber og ungdomsskoler) og er godkendt til at tage sig af sårbare børn og unge, for eksempel med asperges- eller autismediagnose. Det sker i samarbejde med Assens Kommune, og der følger et hjælpetilskud med på 1500 kroner.

Klubben råder over 23 motocrosscykler i alt, som medlemmerne kan bruge. De spænder fra 50 til 85 kubikmeter. Ønsker man den største, som er godkendt inden for Ungdomsringens aktiviteter, 125 kubik, må man selv anskaffe den, fortæller kasserer, mekaniker og alt-mulig-mand i Tommerup Motocross Klub, Christian Storm Jakobsen.

Leder man efter en brugt, vil man nok kunne finde en til 15-16.000 kroner, mens en ny står i 75.000 kroner, tilføjer han.

Benzin kan medlemmerne købe i klubben, hvor der også er værkstedsfaciliteter. Medlemmerne spænder vidt aldersmæssigt, fra fem år og op til 52. 

Fysisk hård sport

Motocross er en fysisk hård sport. Selv om materiellet som i al anden motorsport spiller en stor rolle, skal udøverne have god kondi og veltrænede muskler. 

– Man står meget op under kørslen, og hvis man ikke på forhånd ved, hvor vigtig styrken i benene er, så finder man hurtigt ud af det, konstaterer Mie Stigsen.

Uden for sæsonen og som optakt til næste kan man træne armene ved at løfte vandflasker, og når man går i gang igen, kan motocrosskørerne få lov at løbe banen rundt, lave armbøjninger og lignende for at være klar.

Nu er sommersæsonen slut, så fra at træne to timer hver tirsdag og torsdag aften er de fire timer lagt til lørdag klokken 10-14. Det er en fordel at få dem samlet, og motocrosskørerne bliver ikke trætte, påpeger Mie Stigsen.

– Når først de er i gang, så er de ustoppelige, siger formanden.

Motorsporten herhjemme kan have svært ved at finde steder at træne og konkurrere på, og der er heller ingen planer hos Tommerup Motocross Klub om at søge at udvide aktiviteterne. 

– Hvis vi skulle have flere timer end de fire om ugen, ville det kræve en helt ny miljøgodkendelse, og der ville ligge et krav blandt andet om en støjmåling. 

Sådan en står typisk i 150-200.000 kroner, så det kan ikke komme på tale. Det har vi ikke mulighed for, fortæller Mie Stigsen.

Del denne historie på: