Søs Fenger kommer helt tæt på i Aarup

Aarup

2. oktober 2026

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Søs Fenger, en af de mest kendte og markante danske stemmer, giver sammen med sin akustiske trio koncert i Kulturhuset Industrien lørdag 3. oktober. 

Ved koncerten er sangene, historierne og den tætte kontakt med publikum i centrum, skriver arrangøren, Musik på Industrien, i en pressemeddelelse.

Søs Fenger startede for alvor sin karriere i News og har siden som solist bevæget sig sikkert rundt i mange genrer – fra pop og rock til jazz, viser og disco – og sunget på både dansk, svensk og engelsk. Gennem mere end fire årtier har hun formået at udvikle sig musikalsk og samtidig bevare den særlige kontakt til sit publikum.

Det betyder også, at publikum i dag spænder over flere generationer. Nogle har fulgt hende siden tiden med News, andre er kommet til undervejs, og ved koncerterne mødes både unge og ældre omkring sange, som for mange er blevet en del af deres egen historie. 

Når Søs Fenger denne gang kommer til Indu-strien, bliver det i et nedtonet akustisk trioformat. Her er der færre lag mellem sangene og publikum, og det giver plads til både nye fortolkninger, musikalske detaljer og fortællingerne omkring musikken.

Det er samtidig et format, der passer godt til rammerne på Industrien. Med plads til 200 siddende gæster er afstanden mellem scene og sal kort, og publikum kommer tæt på musikerne. Det giver netop mulighed for den direkte kontakt mellem Søs Fenger og publikum, som gennem årene er blevet en vigtig del af hendes koncerter.

Historierne har også en central plads. Søs Fenger fortæller personligt om oplevelser fra et langt liv med musikken og om historierne bag sangene – med musikken som den gennemgående passion.

Karrieren har undervejs budt på mange forskellige musikalske kapitler. I 2015 udgav hun albummet ”Gnister” sammen med Nordstrøm under navnet Fenger//Nordstrøm, hvor singlen Casablanca blev blandt årets mest spillede på P4. I 2021 markerede hun sit 40-års jubilæum med en turné med sange fra fire årtier.

På lørdag bliver der dermed mulighed for at opleve en lang dansk musikkarriere samlet i et af de mindste formater. Ikke som en stor produktion, men som en koncert, hvor stemmen, sangene, historierne og samspillet får lov til at fylde.

Billetter kan som altid købes på mpia.dk.

Del denne historie på: