Nu går jagten ind på et navn til rekreativ sti

Glamsbjerg

26. september 2026

Den gamle banestrækning mellem Assens, Ebberup, Flemløse og Glamsbjerg bliver omdannet til cykel- og gangsti

Anlæggelsen af den 17,5 km lange rekreative sti på den gamle banestrækning mellem Assens, Ebberup, Flemløse og Glamsbjerg er nu i fuld gang. Når stien står færdig, vil den kunne bruges af både cyklister og gående, men man mangler et navn til stien. Det vil Assens Kommune nu gøre noget ved.

Det vil ske ved en idéaften, som afvikles på Flemløse Kro, Langgade 3, Flemløse, torsdag den 24. september klokken 17.30-20.30.

Til idéaftenen vil Assens Kommune sammen med alle fremmødte finde forskellige bud på, hvad stien skal hedde, men der træffes dog ikke nogen endelig beslutning denne dag.

Med udgangspunkt i banestrækningens historie vil deltagerne i løbet af aftenen få indblik i de mange fortællinger, der knytter sig til banestrækningen og landskabet omkring. Historierne spænder fra bronzealderens storfyrster til de mennesker og det liv, der gennem tiden har præget området langs sporet frem til i dag.

Ingrid Vatne, Museum Vestfyn, fortæller om jernbanens historie.

Bo Larsen, firmaet Creazion, fortæller om, hvordan gamle steder får nyt liv – også igennem et navn, og der er fælles idéværksted, hvor deltagerne sammen finder på navneforslag.

Da kommunen byder på aftensmad ved arrangementet, er det nødvendigt at tilmelde sig, senest den 21. september på  https://www.assens.dk/om-os/udvikling-og-strategi/by-land-og-kultur/miljoe-og-teknik/hvad-skal-den-gamle-bane-hedde

Hos kommunalpolitikerne ser man frem til den nye anvendelse af banen:

– Det er til stor gavn for vores kommune, at vi nu får et sammenhængende stinet, som binder de fire byer bedre sammen. Det er til gavn for borgerne, som nu får nye muligheder for at cykle og gå, men det er også til gavn for turismen, at der kommer et spændende oplevelsesspor på strækningen, siger borgmester Søren Steen Andersen (V), Assens Kommune, i en pressemeddelelse.

Hans partifælle, Henrik Kirk, som er formand for kommunens kultur- og fritidsudvalg, ønsker, at det kommende navn afspejler den kulturarv, som også bliver formidlet på strækningen.

– Der skal være en sammenhæng mellem den oplevelse, man kan få på strækningen og navnet. Og her er det vigtigt for os i udvalget at få alle idéerne på bordet og få dem kvalificeret, inden vi i udvalget træffer den endelige afgørelse, siger Henrik Kirk i pressemeddelelsen.

MSL

Del denne historie på: