Rasmus Skov Borring synger for og fortæller

Skalbjerg

28. september 2026

Pianist, komponist og foredragsholder Rasmus Skov Borring inviterer indenfor i den danske sangskat og fortæller om sit arbejde med fællessangen, når han gæster Cuben på Skalbjerg Høje 1 nær Vissenbjerg.

Fællessang er en stærk del af den danske kulturarv – og den får lov at fylde, når Rasmus Skov Borring gæster Cuben,Skalbjerg Høje 1 nær Vissenbjerg søndag den 4. oktober klokken 14.00 til en eftermiddag med sang, fortælling og musik.

Med udgangspunkt i Højskolesangbogen vil Rasmus Skov Borring præsentere både velkendte og nyere sange og fortælle om den danske syngende folkekultur. Publikum bliver samtidig inviteret med ind i hans musikalske værksted, hvor han arbejder med at komponere nye fællessange.

En særlig del af fortællingen handler om samarbejdet med den afdøde digter Jens Rosendal. De to arbejdede sammen gennem syv år og skabte blandt andet sange, som siden har fundet vej til den danske fællessangstradition.

Rasmus Skov Borring er født i 1981 og er uddannet cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet. Han har udgivet flere album med klavermusik og er forfatter til den anmelderroste bog ”Er der steder, hvor sandheden synger”. Han har gennem mange år arbejdet målrettet med at formidle fællessangens betydning – både i Danmark og internationalt.

I 2019 modtog han N.F.S. Grundtvigs Pris, og i 2022 blev han nomineret til hovedprisen ved Artbeat Prisen for sit arbejde med at formidle fællessangstraditionen.

Rasmus Skov Borring er blandt andet komponist til den populære fællessang ”Gi’ os lyset tilbage”, som sammen med flere af hans øvrige sange er optaget i Højskolesangbogen.

Arrangementet byder på både fællessang og fortælling, og der serveres kaffe og kage i pausen.

Del denne historie på: