Vinder fortæller om vildmarken uden for kameraets linse
Aarup
12. september 2026
Af Michael Lorenzen – msl@folkebladet.net
Bente Hørby Boisen vandt niende sæson af DR1’s program ”Alene i Vildmarken” og er nu klar til at tage hele Aarup med bag kameraet, når hun giver foredrag i Aarup Sognehus, hvilket foregår onsdag den 16. september fra klokken 19. Foredraget er for alle og det er ikke en forudsætning at have set programmet. Bente Hørby Boisen viser videomateriale og udstyr fra programmet, så det bliver helt klart for alle, hvad programmet går ud på.
Fokus i foredraget ligger på alt det, som ikke bliver vist TV. Lige fra casting (udvælgelsen) til forberedelse – både fysisk og mentalt. Hun kommer også ind på bootcamp. For hvad er en bootcamp? Hvilke regler og vilkår gælder der for deltagelsen? Hvad var hendes overvejelser for at sige ja til oplevelsen?
Hvordan var det at komme ud i vildmarken? Hun tæller om sine 33 dage, som hun tilbragte derude. Om intens sult, sne, kulde og sol, men også om den livsglæde og en jernvilje, der skal til for at få hele oplevelsen med. Hun kommer også ind på hendes helt særlige strategi for sejr – og hvordan humor også kan bruges som overlevelsesværktøj.
Foredraget om ”Alene i Vildmarken” er fyldt med livsglæde, humor og læring, lover arrangørerne.

