– Et samlingspunkt for hele Højfyn

Vissenbjerg

13. juni 2026

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Det kostede lidt hovedbrud og en hel del mandetimer, at få etableret udsigtsplatformen på toppen af Vissenbjerg, men nu er den der, klar til at blive indtaget af alle dem, der lægger vejen forbi.

En stor dag kaldte Henrik Kirk, aktiv i Vissenbjerg på Toppen og formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Assens Kommune, det, da han Grundlovsdag som den første tog mikrofonen ved indvielsen af den nye nye udsigt. Hvorfor vi kalder den det, vender vi tilbage til.

– Vi har ikke en handelsgade som nabobyerne, men vi har naturen midt i byen. Udsigten er byens hjerte, her frier folk til hinanden. Det er unikt for hele Vissenbjerg. Et sted man går tur med hunden, og det er aldrig den samme udsigt, der møder en, sagde han og kaldte det et samlingspunkt ikke bare for folk i Vissenbjerg, men for hele Højfyn.

Større opgave en forventet

Nu står den der så, udsigten, der ikke bare som før er et rækværk, der skal forhindre, at falder ned, men en stålkonstruktion, med en 80 kvadratmeter stor platform i to niveauer, som tillader publikum at komme et par skridt ud over afgrunden.

At det har kostet lidt sved at nå dertil lage Paw Ibsen fra Lebæk A/S i Aarup, der har haft entreprisen på opgaven, ikke skjul på. Han kunne se tilbage på næsten halvandet år med en del udfordringer.

– Her er fyldt med sten og rødder, og det gjorde opgaven lidt vanskelig, fortalte han.

For eksempel kunne man ikke bare bore huller til de seks jernbjælker der skulle bære den 80 kvadratmeter store platform.

– Vi måtte sætte os sammen med Vissenbjerg Maskinværksted (der har lavet stålkonstruktionen red.) og Assens Kommune for at finde en løsning, fortalte han endvidere. Løsningen blev blandt andet at banke de seks bjælker syv meter ned i jorden.

For overhovedet at nå frem til udsigten, måtte stålkonstruktionen, der som nævnt var bygget på Vissenbjerg Maskinværksted skilles ad. Da den var samlet igen og anbragt på det blivende sted, skulle de to platforme belægges med brædder af fyr også det blev en udfordring.

 – Der er ingen lige linjer her. Hvert bræt er tilpasset på stedet, sagde Paw Ibsen, der ikke lagde skjul på, at opgaven havde kostet mange timers arbejde. Når man besøger stedet vil man blandt andet kunne se, hvordan brædderne har skullet skæres til rundt om to træer, der har fået lov at blive stående og nærmest ser ud som om, de er vokset op genenm platformen.

Den gamle, den nye og den nye nye

Efter at borgmester Søren Steen Andersen havde klippet det røde bånd, så de fremmødte fik lejlighed til at nyde den storslåede udsigt, var der isvafler til alle og herefter mulighed for vælge en børnetur med naturvejleder til Møllesøen eller en lokalhistorisk tur med Flemming Risskov Jørgensen, formand for Lokalhistorisk Forening som guide. Det var i øvrigt ham, der gjorde opmærksom på, at den netop indviede udsigt faktisk var den nye nye, idet der allerede er en ny udsigt, da det er det man hidtil har kaldt shelterpladsen sydvest for Afgrunden.

Del denne historie på: