Nye aktiviteter efterlyses – lokaler haves
Håndboldspillerne kender det og bruger det. Det samme gælder for floorball-spillerne, bordtennisspillerne, padelspillerne og mange flere.
”Det” er Aarup Fritidscenter, som trods mange brugere, har plads til nye aktiviteter.
– Det kunne være folk, som har lyst til nogle af de mange nye sportsgrene, som er kommet til på det seneste, men det kan også være en strikkeklub, en læsekreds, bridgespillere, whistspillere, mødregrupper, fædregrupper, forældregrupper og hvad ved jeg, siger centerchef Martin Alstrup.
Aarup Fritidscenter har fire haller, to mødelokaler, en café med faciliteter, padlbaner, fitnesslokaler med mere.
Mulighederne er mange. Kun fantasien sætter grænser, er meldingen fra centerchefen.
Han efterlyser forslag til nye aktiviteter og beder om, at interesserede også gør sig overvejelser om, hvad de selv kan bidrage med.
Aarup Fritidscenter finder man på Ormehøjvej 4, Aarup.
Centerchef Martin Alstrup træffes på tlf. 6443 3555.

