Taekwondo på højt plan i Tommerup
Tommerup
20. april 2026
Vil du se taekwondo på højt plan – ja på alle planer – så kunne det være en ide at lægge vejen forbi Fyrtårn Tommerup lørdag 18. april. Her deltager nemlig det danske teknik landshold, når Tommerup Taekwondoklub er vært ved et stævne for både kamp og teknik. Og der er gratis entré.
Hvor kamp-disciplinen er den mest kendte, er teknik-disciplinen den, de dyrker mest i Tommerup-klubben. Den kan ifølge en pressemeddelelse fra klubben sammenlignes lidt med isdans: Der laves en serie på gulvet, hvor der lægges vægt på korrekt udførelse, teknisk kunnen, kraft og udstråling.
Der konkurreres både individuelt, i par og i teams, hvor teknikkerne udføres synkront. Derudover kan man freestyle til musik.
Når landsholdet deltager i stævnet, er det fordi det er et af kvalifikationsstævnerne til VM i teknik, som afholdes i Sydkorea senere på året.
Hvor mange Tommerup-klubben selv deltager med i stævnet, var der op til påske endnu ikke overblik over, men det forventes, at den vil være med i såvel kamp- som teknikdisciplinen.
Tommerup Taekwondo Klub er den største på Fyn med cirka 110 medlemmer i alderen fra fem til 60+ år.
– Vi ser frem til et stævne, der rummer både bredde og elite, der er gratis entre, så vi håber på en dag ed højt niveau, god stemning og forhåbentlig fuldt hus, lyder det i pressemeddelelsen.

