Danske Diakonhjem siger stop: Vi kan ikke drive hjemmet, som vi gerne vil

Verninge

5. april 2026

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Siden det blev bygget i 1972 har Danske Diakonhjem drevet Sydmarkesgården i Verninge. Men nu opsiger de driftsaftalen med Assens Kommune for både det og Holmely.

Fra 1. januar 2027 er det ikke længere Danske Diakonhjem der driver Plejehjemmet Sydmarksgården i Verninge, ligesom de heller ikke længere vil stå for servicedriften på Holmely i Aarup. Begrundelsen er økonomi.

– Vi har i Danske Diakonhjem fokus på vores driftsoverenskomster og har valgt at opsige driftsoverenskomsterne i de kommuner, hvor vi ikke fundet det muligt på det økonomiske grundlag at drive plejehjemmene videre på den måde, vi ønsker at drive hjem, siger administrerende direktør i Danske Diakonhjem Christine Dahlerup i en pressemeddelelse.

Over for Folkebladet uddyber hun:

– Vi har fået budgettet til at balancere, fordi vi for eksempel har fordelt omkostninger til forstander mellem to plejehjem. Holmely, hvor vi har servicedelen og køkken, er ikke det, vi skal beskæftige os med. Det, vi er gode til, er plejen. Men i budgettet for Sydmarksgården har vi for eksempel ikke råd til at ansætte en kvalitetssygeplejerske, der kan sikre den sygeplejefaglige kvalitet, den skrev ved, at lederen er sygeplejerske og dermed ansvarlig for den sygeplejefaglige kvalitet. Vi kan ikke dele sådan en med andre hjem i kommunen, der har kommunen fordele. Så er der også måden at henlægge til vedligehold på drifts- og servicearealer. Det gør man ikke i kommunen, så kan vi stå med omkostninger til større vedligeholdelsesarbejder, men uden midler til det, siger hun.

– Vi har gennem mange år været glade for at drive Sydmarksgården og for samarbejdet med Assens Kommune. Vi oplever, at der er forståelse for vores beslutning, og vi ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde om den kommende overdragelse, siger hun endvidere i pressemeddelelsen.

Hverdagen fortsætter

Beboerne og medarbejderne vil næppe få meget at mærke i hverdagen. Den fortsætter uændret, det gælder også daghjemsgæsterne. Det vil være de samme medarbejdere, der leverer den samme pleje.

I løbet af april forventes det, at byrådet vil behandle sagen og tage stilling til, hvordan overdragelsen af driften på Sydmarksgården og Holmely skal foregå

– Først og fremmest er det vigtigt at understrege, at der ikke kommer til at ske nogen store eller pludselige forandringer for hverken beboere, medarbejdere, pårørende, frivillige eller daghjemsgæster. 

Nu forberedes den politiske behandling af sagen, og så snart der er nyt, meldes det selvfølgelig ud, siger Lotte Lenius, chef for Ældre og Forebyggelse i Assens Kommune. Hun forventer, det vil ske sidst i april.

Også hun understreger det gode samarbejde gennem mange år.

Danske Diakonhjem bevæger sig mere og mere væk fra driftsoverenskomster med kommuner og hen imod flere friplejehjem, hvor lovgivningen er mere klar, fortæller direktøren.

– Drifsoverenskomsterne er svære at håndtere for mange kommuner, fordi man ligger mellem det offentlige og det private, siger hun.

Danske Diakonhjem har i år opsagt tre driftsoverenskomster og er nu nede på 13, mens man har 26 friplejehjem i 24 kommuner. Men det har ikke været overvejet i Assens Kommune.

– Vi kigger også på velvilligeden til at snakke takster og har efterhånden et godt indblik i, hvor taksniveauerne ligger, siger hun og medgiver, at taktsterne ikke er så ligetil at beregne, således svinger de mellem 1300 og 2000 kroner pr. dag for det samme stykke arbejde.  Der er Assens Kommune uinteressant i forhold til andre kommuner, nævner Christine Dahlerup.

Del denne historie på: