Tabloid gæster Aarup

Aarup

7. april 2026

Fredag den 10. april får Kulturhuset Industrien i Aarup besøg af et band, der ikke ligner de fleste – og netop derfor er værd at opleve. Tabloid spiller instrumental musik, men det er alt andet end stille og pænt. Det er intenst, energisk og levende – og først for alvor til at forstå, når man står midt i det, oplyser arrangøren Musik På Industrien.

Bag Tabloid står fem af landets mest efterspurgte musikere fra både pop- og jazzscenen. Her finder man blandt andre Jadas musikalske højre hånd Malthe Rostrup, Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy og saxofonisten Oilly Wallace – musikere, der til daglig spiller med nogle af landets største navne, men her mødes i et band, hvor sammenspillet er i absolut topklasse.

Anmelderne er ikke i tvivl. Politiken har kaldt Tabloid “et af landets mest interessante og velspillende unge bands”, og deres koncert på Heartland Festival udløste hele seks stjerner i GAFFA.

Netop live er Tabloid noget særligt. Her opstår en musikalsk samtale mellem de fem musikere, hvor alt kan ske, og hvor publikum bliver trukket helt ind i oplevelsen. Det er blikke, små skift og eksplosiv energi, der driver koncerten frem. Man behøver ikke ord, når sammenspillet er så stærkt.

Bandet er aktuelt med deres tredje album Hot Gossip, hvor de bevæger sig frit mellem funk, jazz og pop med inspiration fra alt fra 80’ernes fusion til moderne indie. Det er både legende, teknisk imponerende og umiddelbart fængende – og netop den kombination gør dem til et af de mest spændende danske livebands lige nu.

Hos Musik På Industrien er ambitionen at præsentere koncerter, hvor publikum kommer helt tæt på musikken og musikerne, oplyser arrangøren.

Foreningens booker, Patrick Dorgan, glæder sig da også særligt til koncerten:

“Det er sjældent, vi får et band, der både er så musikalsk overlegent og samtidig så nærværende på scenen. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve dem i Aarup – det her bliver en aften, man taler om længe efter,” siger han.

Nu får publikum i Aarup mulighed for at opleve Tabloid helt tæt på – et af landets mest roste og velspillende livebands lige nu – og en koncertoplevelse, der både udfordrer og begejstrer og skiller sig markant ud fra det sædvanlige.

Del denne historie på: