240 nye hektar skov på vej til Fyn 145 af dem i Assens Kommune

Sønderby/Holmehave

21. februar 2026

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

En lille privat skov ved Sønderby og et kæmpe tilskud til det igangværende Holmehaveprojekt er på vej mod Assens Kommune, efter at Klimaskovfonden senest har uddelt støtte til skovrejsning.

Klimaskovfonden har netop givet tilsagn om finansiering af skovrensning hos 43 lodsejere over hele landet. I alt er der givet tilsagn om 567 hektar ny skov, heraf de 240 på Fyn. 

Og Assens Kommune er godt med, for her befinder det suverænt største projekt sig, idet det igangværende Holmehaveprojekt mellem Tommerup og Verninge kan se frem til en udvidelse på 140 hektar skov, hvor gennemsnitsstørrelsen på projekterne ellers er 13 hektar.

Holmehaveprojektet skiller sig ud ved ikke bare at have god klimaeffekt, det beskytter også grundvandet. Projektet er på i alt 500 hektar, hvor Assens Kommune i samarbejde med Vandcenter Syd skal være med til at sikre drikkevandet for fremtiden. Når der rejses skov i områder med drikkevandsindvinding, vil der hverken blive sprøjtet eller gødet, og grundvandet, der dannes, vil derfor være helt rent.

I alt strækker projektet, der er en blanding af lysåben natur, skov og vådområder sig over 800 hektar. En del af det er også projekterne ved Åsemose og Verninge Mose,  der allerede er gennemført.

Ræveskoven

Det andet projekt i Assens Kommune, som har opnået støtte i denne omgang, er noget mindre. Det drejer sig om fem hektar skov, Ræveskoven, som en privat lodsejer vil rejse ved Sønderby. Området vil blive beplantet med nogenlunde ligedele nåletræer og eg, hertil kommer en randbeplantning og herunder også et område, hvor der er fokus på biodiversiteten.

Del denne historie på: