Aaruphallen skal bestå, men hvem vil eje hallen?
Aktive Ældre har for længst afleveret nøglerne til den gamle Aaruphal i Skolegade, og dermed er Assens Kommune blevet beriget med en hal og en stor græsplæne. Og hvad skal der ske med hallen og grundarealet? Det har Kultur- og Fritidsudvalget nok en gang diskuteret.
Assens Kommune ønsker ikke at hallen skal fortsætte som kommunal hal og derfor bliver den sat til salg.
Måske overgår den til Aarup Fritidscenter, eller måske finder man en tredjepart, som vil drive den videre på en eller anden måde.
Formanden for Kultur og Fritidsudvalget Henrik Kirk (V) vil ikke kommentere nærmere på det nye ejerskab udover at der er en god dialog.
Sikkert er det ifølge Henrik Kirk, at hallen ikke bliver revet ned. Det er også sikkert. at de aktuelle aktiviteter -fodbold, gymnastik med meget mere, skal kunne fortsætte – også udover 2026.
Tilskuddet til vandrerhjemmet ændres der ikke ved, men hvad der skal ske med vandrerhjemmet, er uafklaret.
– Det er ikke sikkert, at en kommende ejer af hallen også skal drive vandrerhjemmet. Men tilskuddet består, siger Henrik Kirk.
Når det gælder de grønne arealer, vil Assens Kommune beholde dem til byudviklingsformål.

