Rema 1000 kan få grønt lys til at etablere sig i Grønnemose inden sommerferien

Grønnemose

11. februar 2026

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Miljø, Teknik og Planudvalget har netop sendt lokalplanforslag i høring – forslaget omfatter opførelse af dagligvarebutik, udvalgsvarebutikker, parkering og et område med ladestandere.

Miljø, Teknik og Planudvalget har på sit seneste møde godkendt lokalplanforslag, som dækker et areal på hjørnegrunden mellem Bogensevej og Gl. Hovedvej – dvs. nord for hovedvejen og dermed med kik over til MacDonalds. 

Rema 1000 købte i sin tid grunden, selvfølgelig med tanke på at opføre en Rema 1000-butik, men også for at give plads til såkaldte udvalgsvarebutikker, som fx Jem & Fix, Jysk med flere. Desuden har Clever et ønske om at benytte arealet op til Bogensevej til ladestandere. 

Alt sammen forhold, som tidligere har været beskrevet i Folkebladet. 

Nyt er det, at processen er kommet et skridt nærmere, at Rema 1000 kan melde ud, om eller snarere hvornår de går i gang. 

Byrådsmedlem Poul Poulsen (RV), der siden kongen var knægt har boet i Rørup, har i kraft af sidstnævnte om nogen interesse for, hvad der foregår i lokalområdet: 

– Det er sådan, at lokalplaner nu om stunder udarbejdes af de firmaer, som har interesse i at etablere sig i et givent område. Naturligvis bliver arbejdet afstemt med de relevante kontorer på Rådhuset, sådan at lokalplanforslagene overholder gældende lovgivning. 

Det er ikke billigt at udarbejde et lokalplanforslag, så når en virksomhed påtager sig den opgave, kan man gå ud fra, at det har en seriøs interesse i at etablere sig, vurderer Poul Poulsen. 

Hvis ikke høringsfasen byder på indvendinger, som kræver et større udredningsarbejde, kan vedtagelsen af lokalplanforslaget ske kort tid efter, at høringsperioden er overstået. 

– Beslutningskompetencen til at godkende en lokalplan ligger hos Miljø, Teknik og Planudvalget, når grunden er privatejet, som den er i det her tilfælde, så jeg gætter på, at Rema 1000 er klar til at melde ud om 3-4 måneder, siger Poul Poulsen. 

Del denne historie på: