77 “galopperede” det nye år i møde
Tommerup St.
8. januar 2026
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Solen skinnede over Tommerup på årets allersidste dag og lokkede mange flere deltagere ud i Nytårsgaloppen end sidste år, da den stod på regn. I gang, i løb eller lidt af begge dele. For her bestemmer man helt selv tempoet, og det gælder ikke om at komme først – der er ikke anden tidtagning end den, man selv står for.
50 voksne og 27 børn tog i mod udfordringen og begav sig klokken 10.11 ud på den seks kilometer lange tur til toppen af det 115 meter høje Brændholt Bjerg og tilbage igen. Nogle sprang bjerget over, andre benyttede sig af tilbudet om et bæger læskende bobler, før turen atter gik mod udganspunktet – Fyrtårn Tommerup.
Godt 27 minutter tog det den første at nå i mål, men han tillod sig heller ikke nogen pause på toppen af bjerget.
Vel i mål var der traditionen tro lejlighed til at skåle i flere bobler, nyde et stykke kransekage og ønske hinanden godt nytår.




