Aarupspejderne får støtte til mere udeliv
Humøret er højt hos Aarupspejderne. Spejdergruppen har nemlig fået bevilget udlodningsmidler fra Friluftsrådet til et nyt halvtag og til nye udendørs borde og bænke.
– Vi er utroligt glade for støtten. Det betyder, at vi fremover kan være endnu mere ude i naturen, uanset om solen bager eller regnen siler, siger gruppeleder Tenna Andersen.
Det nye halvtag vil skabe et samlingssted, hvor spejderne kan mødes, holde møder og hygge sig i ly for vind og vejr. Samtidig giver de nye borde og bænke både børn og voksne mulighed for at samles om aktiviteter, måltider og spejderfællesskab i det fri.
For Aarupspejderne er friluftsliv en helt naturlig del af hverdagen, og støtten fra Friluftsrådet betyder, at endnu flere spejdere fremover kan opleve glæden ved naturen – året rundt.
– Vi kan næsten ikke vente med at tage det i brug. Det bliver en kæmpe gevinst for hele gruppen og for vores fællesskab, siger juniorleder Vivian Karin Pedersen.


