Aaruphallen er meget mere end en gymnastiksal:

Aarup

30. oktober 2025

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Der er meget på spil, hvis Assens Kommune vælger at Aaruphallen definitivt skal være fortid. Det mener repræsentanter for tre brugerbrugergrupper, som Folkebladet har talt med.

Hvad med Ældre Sagens musikarrangement i januar og dens højskoledage i februar. Hvad med Kandis og Frø Cup og Katrines og Malenes konfirmationer?

Rigtig mange spørgsmål rejser sig i denne tid, hvor Aaruphallens brugere ikke rigtig ved, om de er købt eller solgt, om Assens Kommune, der har fået overdraget nøglerne, kommer med den store redningsplan, eller vælger at sige, at Aaruphallen er fortid.

Der har godt nok været meldinger om, at de planlagte aktiviteter i 2026 kan gennemføres, men hvad med det længere perspektiv?

Aaruphallen er ikke bare et sted, vi kommer for at gøre gymnastik, det er byens forsamlingshus, understreger Inge Thorup, Jens Vands og Benthe Nielsen, der alle tre repræsenterer brugere af hallen, henholdsvis Ældre Sagen Højfyn, gymnastikholdet og Aarup Pensionistforening.

De har svært ved at se, at de aktiviteter, de repræsenterer, kan foregå andre steder i nærområdet.

De er alle tre aktive på gymnastikholdet, der hver mandag trækker omkring 100 brugere mellem 60 og 94 år ud på halgulvet til en times vedligeholdelsestræning forestået af en lokal kiropraktor.

Men det er meget mere end fysisk træning at gå til gymnastik i Aaruphallen.

Også mental sundhed

– Det er ikke bare motion, men også den mentale sundhed, det bidrager til, når vi samles til kaffe, snak og sang bagefter, påpeger Inge Thorup. 

Man får nye bekendtskaber, og selv om gymnasterne er mange, bemærker man, når en ikke er der, fordi de har deres nogenlunde faste pladser i hallen.

De har svært ved at se et alternativ til den centralt beliggende hal, der ligger, så mange kan gå dertil. Heller ikke fritidscentret

– Deroppe kan 100 mennesker ikke sætte sig og hygge sig på ubestemt tid, bemærker Jens Vands.

– Idrætscentret bruger også hallen her, siger  Benthe Nielsen. 

Det samme er tilfældet for idrætsforeningerne i Kerte og Frøbjerg-Orte. Så noget kunne tyde på, at halkapaciteten i fritidscentret ikke rækker til at dække behovet.

Kan blive dyrt for kommunen

De tre vender flere gange tilbage til betydningen af det sociale samvær, som ikke bare finder sted efter gymnastikken, men også når pensionistforeningen byder til foredrag, kortspil, fællesspisninger og banko, i billardklubben, og når Aktive Ældre udfører vedligeholdelsesarbejde.

Jens Vands påpeger, at selv om de økonomiske udfordringer især med asbesttaget, der står til udskiftning var bestyrelsens problem, så kan det også gå hen at blive kommunens.

– Assens Kommune bruger det som løftestang til forebyggelse. Har vi ikke hallen mere, skal flere have kommunens hjælp til at komme ud andre steder. Der sker så meget her, hvis det forsvinder, kan de håndtere alle de ensomme ældre i dyre domme bagefter, siger han.

– Det bedste scenarie, vi har talt om, ville være, at køre det her sted som et kulturhus eller medborgerhus, hvor alle kunne leje sig ind, siger Benthe Nielsen.

Stod foran store udgifter

Kort fortalt stod Aaruphallen med store økonomiske udfordringer, da bestyrelsen blandt andet på grund af utilstrækkelig kommunikation fra kommunens side valgte at levere de nøgler tilbage til kommunen, som den for omkring tre årtier siden fik for en krone mod selv at stå for driften.

Fjernvarme og kloakseparering kommer tilsammen til at koste 500.000 kroner. Hertil kommer en endnu større udgift til udskiftning af hallens asbesttag. Bestyrelsen har løbende gennem de seneste ni år forsøgt at få en afklaring med Assens Kommune blandt andet om frasalg af det gamle boldbaneareal, som ville kunne skaffe finansiering til et nyt tag.

Skyldes de af og til manglende svar og handling fra Assens Kommune, at den har en skjult dagsorden, spørger de tre.

Tidligere på måneden udtalte en medarbejder ved Assens Kommune, som har holdt møde med Casper Andersen på Hotel Aarup Kro om blandt andet et kommende Kandis-arrangement, at der ikke kan siges noget sikkert om de planlagte arrangementer næste år, før der er taget politisk stilling sidst på måneden. En gennemgang af de politiske udvalgs dagsordener tyder dog ikke på, at Aaruphallen skal/har været til politisk debat i denne måned.

Del denne historie på: