The Wedding Singer er kommet forrygende fra start

Frøbjerg

20. august 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Stående klapsalver ved premieren på The Wedding Singer

– Folk går i biografen uden at vide, hvad de skal se, men det er langt sværere at få publikum på friluftsscenerne til at gøre det samme – her vil man gerne vide, hvad der er på programmet, siger festspilformand Knud Møller og fortsætter: 

– Vi har de første tre spilledage snakket med masser af publikummer, der netop har givet udtryk for, at det er forrygende at opleve noget nyt, der går direkte ind hos alle aldre. Den energi og spilleglæde, der kommer fra scenen, giver os alle lyst til at deltage i 80’er festen – og når musik, dans og teater så går op i en højere enhed, så bliver det en fantastisk oplevelse.

 

Tilbagemeldingerne har været entydige; der synges, danses og spilles teater på et meget højt niveau, og det forplanter sig helt op til bagerste tilskuerrække.

– Vi er selvfølgelig stolte af resultatet, og – ikke mindst – at det er lykkedes os at skabe en forestilling, der er så energifyldt og emmer af varme, sjov og fantastisk musik, siger formand Knud Møller.

 Knud Møller siger videre:

– Vi vil gerne tilgodese alle med det repertoire vi vælger, men vi vil også gerne være visionære og turde binde an med nye musicals en gang i mellem – og det er netop hvad vi har gjort med The Wedding Singer.

 

Det er første gang nogensinde, at musicalen spiller i Danmark, og det er ydermere første gang nogensinde at den laves som friluftsforestilling – så der er altså tale om både en Danmarks- og verdenspremiere.

Frøbjerg Festspil spiller frem til og med lørdag 23. august. Billetbestilling og yderligere info findes på www.frobjerg.dk. /hef

Del denne historie på: