Henrik Vinggaard Jespersen skal fremover møde sognebørn fremfor gymnasieelever
Tommerup St.
27. juni 2025
Fem år i Grønland fik Broholm Kirkes nye præst til at skifte spor
Henrik Vinggaard Jespersen har prøvet sig selv af på flere felter. Han har bl.a. været sergent i hæren, forskningsmedarbejder på Syddansk Universitet og har arbejdet som gymnasielærer, hvor han underviste i historie og samfundsfag på Fyn, i Sønderjylland og i Grønland.
Især de fem år i Grønland blev en øjenåbner for Henrik.
– Jeg tog derop i forventning om at jeg skulle hjælpe grønlænderne til at blive moderne mennesker. Men det kom til at handle om, at de skulle finde sig selv.
Også tiden som lærer på VUC i Svendborg satte tænker i gang hos Henrik, for det var et læringsrum for mennesker med visse udfordringer.
Vil møde folk i et barmhjertighedsrum
Denne optagethed af at møde mennesker i et, som Henrik kalder det, et læringsrum fik ham til i moden alder at læse teologi – ikke så meget på grund af en religiøs vækkelse – men ønsket om at møde mennesker i et ”barmhjertighedsrum” og ikke kun i et læringsrum.
Efter 3½ års studer og et halvt år på pastoralseminariet i Aarhus kan Henrik, der har rundet de 48 år, nu kalde sig for præst.
Job har han også fået, nemlig i Broholm Kirke i Tommerup St. Og det bliver så med fødderne solidt plantet i barndommens land.
– Jeg er vokset op på Teglbakken i Tommerup St., og selvom jeg allerede vendte tilbage til byen i 2016, føler jeg, at jeg med præsteembedet nu for alvor er kommet helt hjem.
Jeg bor i mit barndomshjem sammen med mine to drenge på 10 og 13 år, og det betyder meget for mig at kunne virke som præst netop her, hvor mine egne rødder går så dybt.
Henrik har mødt stor varme og velvilje i sognet – ikke mindst i menighedsrådet, som virkelig har båret mig ind i opgaven.
– Her er både håb, mod og visioner, og jeg mærker en stærk bevidsthed om, at vi sammen er i gang med at forme et nyt sogn med dybe rødder og levende fremtid, siger Henrik, der har store ambitioner med præstegerningen i Broholm Kirke.
– Jeg håber, at kirken kan blive det sted, hvor vi samler erfaringer og fortællinger – og hvor liv og tro får lov at finde hinanden. For mig er kirken ikke bare et sted, vi går hen – den er en måde at være sammen på. Et rum for nærvær, fordybelse og fællesskab. Et sted, hvor vi får noget givet, bærer det – og rækker det videre.
Søndag den 6. juli kl. 14.00
indsættes Henrik Vingaard Jespersen som Sognepræst i Broholm Kirke.
Indsættelsen foretages af provst Ole Hyldegaard Hansen.
Efter gudstjenesten inviterer menighedsrådet til reception i sognehuset kl. 15.00-17.00, hvor vi glæder os til at byde Henrik
varmt velkommen.

