Assens gør sig sommerlækker for byens brugere
Assens
19. juni 2025
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
En scene med musik, muligheder for at spille spil og lege og lækre opholdszoner. Det er nogle af de ting Østergade og havneområdet i Assens kommer til at byde på i løbet af sommeren.
I denne uge er Assens Kommune begyndt at forandre bymidten med forskellige tiltag i et forsøg på at bidrage til byliv hen over sommeren.
Assens by er en dl af den nationale forsøgsordning 2Frie Bymidter”, hvilket betyder, at kommunen har fået penge til en række forsøg i 2025-2027 for at afdække, hvordan man får skabt en mere levende bymidte og en bedre sammenhæng mellem handelsgade og havn.
Ved hjælp af forskellige forsøg er håbet, at man bliver klogere på, hvad der har de største positive effekter i forhold til at skabe, liv, aktivitet og handel i byens hovedgade.
Scene på Torvet
Torvet er et af de steder, der kommer fokus på. Vinspecialisten har før skabt liv med musikarrangementer om torsdagen, nu kommer der fra 26. juni en mobil scene, hvor musikere og andre vil kunne underholde folk i gaden. Den gennemkørende biltrafik vil samtidig blive reduceret og byrummet indrettes med bord- og bænkesæt og plantekassser.
Hvis man har en idé til, hvad der kunne foregå på scenen, eller selv vil give et nummer, kan man henvende sig til VisitAssens, på VisitAssens’ hjemmeside vil man også kunne se, hvilke aktiviteter, der er planlagt på scenen hen over sommeren.
Gågade
Østergade mellem Store Kirkestræde og Kindhestegade vil blive spærret fra 25. juni til 6. august og kommer således til at fungere som gågade, dog vil det være muligt for beboere at køre ind via den ende af Østergade, der steder op til Kindhestegade, oplyses det i en pressemeddelelse fra Assens Kommune.
På Østergade foran Danbolig bliver der mulighed for at spille bordtennis og lege i sandkasse.
Havnen for børn
Foran Toldboden i havneområdet vil der blive sat et legeskib og andet inventar i børnehøjde, som knytter sig til det maritime miljø.



