”DM Guld 2024/25” skal der stå på Jan Andersens næste tatovering, som han får lavet efter sommerferien til minde om, at hans klub, Odense Bulldogs vandt DM for første gang i klubbens historie og dermed også for første gang i de 27-28 år, Jan har fulgt klubben i tykt og tyndt. Dvs. at Jan ser samtlige hjemmekampe – omkring 40 på en sæson – og nogle af udebanekampene i det jyske. 

Når Jan ikke ser samtlige udekampe, handler det om, at han også har et arbejde at passe – Jan udfører en bred vifte af jobs i madlavningsbranchen –som chauffør, med at lave smørrebrød og med at servere, og så kalder sengen på ham hverdagsaftenerne. 

Det handler også om penge, for det er ikke billigt at følge med Bulldoggerne til fx Frederikshavn. 

– Selv om jeg kan bruge mit sæsonkort til Odense Bulldogs i Frederikshavn, koster bussen et par hundrede kroner, vi skal også have mad og lidt at drikke. Så der kan nemt ryge 500 kroner, og de, der drikker meget – f.eks. snupper 3-4 øl i bussen – kan nemt komme af med 1000 kroner sådan en aften. Det gør jeg nu ikke, for jeg drikker ikke ret meget, siger Jan. 

Mens en del fans – det være sig af fodbold eller musik – lader sit hjem eller i hvert fald sit kontor pryde af fotos at ”heltene”, vimpler, kuglepenne og anden merchandise, er Jans lejlighed på Fredensgade blottet for den slags ting. Han har ganske vist 8-9 trøjer, et par halstørklæder, en t-shirt, hatte, kasketter og også en masse merchandise, men de ting er pakket ned. Men trøje, hat og halstørklæde bliver selvfølgelig fundet frem på kampdagene.

Men støder man på Jan en varm sommerdag, hvor han har smidt blusen og går i korte bukser, kan man se, at han har lagt hud til tre Odense Bulldogs-tatoveringer. På skulderen, på ryggen og den ene læg kan man se klubbens nye logo, klubbens gamle og fanlogoet, og så følger som nævnt en fjerde senere på året.

Med storebroren som chauffør

Det var storebroren Bjarne, som tog Jan og i øvrigt også tvillingesøsteren Dorte med ind på Odenses isstadion tilbage i 1997-98. 

For Jan klikkede det med det samme. 

– Man siger om Ishockey, at enten kan man lide det første gang man ser det, ellers også bryder man sig ikke om det. Nogle synes ishockey er kedelig, andre at den er for voldeligt, siger Jan. 

Ishockey er bestemt en voldelig sport, slår Jan fast. Han er vild med dramaet på isen.

Og det tænder ham, når en spiller tackler en modstander bag fra, så denne ryger ind i banden (med fare for at slå hovedet). Eller når en spiller afleverer en albue i hovedet på en modstander. 

Tolerancen for, hvad ishockeyspillere kan slippe afsted med, er langt højere end fx hvad håndbold- og fodboldspillere oplever. Benspænd og et slag på armen giver således kun to minutters udvisning, fortæller Jan. 

I de grovere tilfælde, får kamphanerne måske en ”badebillet”, dvs. bliver udvist for resten af kampen. I nogle tilfælde får spilleren efterfølgende karantæne i en eller flere kampe, men det er langt fra altid tilfældet. 

Jan ser også en sjælden gang kampe fra NHL – den bedste amerikansk-canadiske række – men kun sjældent, for kampene begynder som regel klokken 02 om natten, og det passer ikke med at have et fuldtidsjob. 

Smider handskerne for at slås

I NHL går spillerne for alvor til stålet. 

– Her kan man opleve, når spillerne smider handskerne og går løs på hinanden, at dommeren lader dem slås til en af spillerne ligger ned, siger Jan.

– Så blodet flyder ofte i NHL, jeg så engang, hvordan en spiller, der havde fået en flænge i hovedet, satte en klemme over flængen for så at spille videre. De er bestemt ikke tøsedrenge, ishockeyspillerne, siger Jan. 

Da storebror Bjarne i sin tid introducerede Jan for ishockey, gik han på Klintebjerg Efterskole ved Otterup, og så måtte Bjarne både køre Jan til og fra Odense isstadion, sådan at Jan kunne leve sin nye hobby ud. Og det gjorde Bjarne, for hvad gør man ikke for sin lillebror. 

For voldsomt temperament til ishockey

Jan, som i dag er 43, er en rigtig Aarup-dreng. 

– Mine forældre boede i 55 år på Elmevænget, og bortset fra en afstikker på 3-4 år til Bred har jeg altid boet i Aarup, siger Jan. 

Sport har siden Jan var en 7-8 år været hans store fritidsinteresse. Han har spillet fodbold, håndbold, tennis og floorball, men aldrig ishockey.

– Mine venner ville ikke se mig med en stav i hånden – for jeg har et voldsomt temperament og kunne finde på at gå amok, frygtede de. Jeg har i dag heldigvis fået styr på mit temperament, siger Jan.

Jan valgte så det næstbedste spil på is – floorball. 

– Jeg blev målmand, og i floorball har målmanden ikke en stav som i ishockey, fortæller Jan.  

Udenlandske spillere er et lotterispil

Ishockeysporten er organiseret ganske anderledes end fx fodbold og håndbold, hvor holdene stort set uden undtagelse har en fast stamme af spillere, som er med i truppen i 3-5-7 eller flere år. En trup, hvor der fra sæson til sæsonfølgeligt kun er en mindre afgang på måske tre-fire spillere og en tilsvarende stor tilgang.

I ishockey er der stor udskiftning fra det ene år til det næste. Ikke mindst, når det gælder de udenlandske spillere, som der max kan være otte af på et hold.

– De bliver hyret for et år ad gangen, og om en ny udenlandsk spiller er god eller ej, er noget af et lotterispil, siger Jan med henvisning til, at de danske klubber ikke har råd til at have ansat et korps af spejdere, som kan spotte talenter. 

Alene af den grund har han ingen ide om, hvordan Odense Bulldogs vil klare sig i næste sæson.

Desuden gælder, at dagsformen også spiller en rolle – og måske handler det også om psyke. 

Odense tæt på DM for 13 år siden

Jan mindes, da Odense Bulldog for 13 år siden mødte Herning i finaleserien. 

Odense vandt de første tre kampe – og skulle så blot vinde en kamp mere, i det titlen går til det hold, som først vinder fire kampe – kaldet 4 bedst af 7. 

– Herning vandt de næste fire kampe, hvor Odense – helt utroligt – ikke var i stand til at score et eneste mål. Så jeg håber blot, at Odense kvalificerer sig til finalen, siger Jan.

Slut med at blive hånet 

Jan glæder sig ikke kun over DM-titlen, fordi Odense Bulldogs er hans klub, men også over, at titlen betød, at munden blev lukket på Sønderjyskes fans.

Nu kan de ikke længere hånde os med at skråle ”Odense vinder aldrig guld”, smiler Jan. 

Der bor faktisk en Sønderjyske-fan i Aarup, fortæller Jan.

– Jeg har ikke set ham i et par måneder, men jeg glæder mig til at møde ham. 

Og så overlader Folkebladet det til læserne at afgøre, hvad Jans hilsen vil være. 

Superfan 

Superfan er en artikelserie, hvor vi portrætterer tre superfans. Den første superfan-artikel var med stribede Tine Grau Poulsen, den næste med Michael Boÿe Hvorslev, som er inkarneret fan af Liverpool F.C. 

I denne uge fortæller Jan Andersen om sit forhold til Odense Bulldogs, som han har været fan af i mere end 25 år. 

Kender du en superfan, som Folkebladet burde skrive om?  Så giv endelig lyd fra dig på info@folkebladet.net.  Superfanen skal bo eller have en anden relation til avisens udgivelsesområde, dvs. Assens Kommune, Harndrup og den sydlige del af Nordfyns Kommune.